C.F. Møller og Effekt tegner ny maritim skole
Arkitektur | Af kras |
Det ny Svendborg International Maritime Academy bliver fremtidens maritime uddannelsesinstitution på havnen i Svendborg. Læringshuset er tegnet af C.F. Møller Architects og Effekt.
Forslaget fra C.F. Møller Architects og Effekt er udpeget som endelig vinder af arkitektkonkurrencen til det nye Simac, Svendborg International Maritime Academy.
Dommerkomiteen kalder vinderforslaget et stærkt udgangspunkt for at etablere den nye uddannelsesbygning og for kommunens videre arbejde med udviklingen af Nordre Kaj.
- I dommerkomiteen har vi vurderet, at C.F. Møller Architects og Effekt har præsenteret en spændende og veldisponeret uddannelsesinstitution, der afspejler Simacs fokus og visioner om åbenhed og fleksibilitet. Det ny Simac vil fremstå som et fyrtårn på Nordre Kaj, og vinderprojektets fine fornemmelse for skala giver overgange til havnens øvrige store bygninger og åbne rum, siger bestyrelsesformand Frederik Ejlers, Smuc Fonden
Arkitektkonkurrencen er gennemført af Smuc Fonden (Fonden Svendborg Maritime Uddannelsescenter), der er stiftet med henblik på at eje, udvikle og bygge det ny Simac samt drive grund og bygninger i samarbejde med institutionen. Projektet er blandt andet muliggjort ved hjælp af en donation på 100 millioner kroner fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Helhedsplan
I 2022 vil de nye bygninger stå klar til at uddanne fremtidens ledere til Det Blå Danmark og en række andre, innovative erhverv. Ud over Det ny Simac har vinderholdet også udarbejdet en helhedsplan for, hvordan en ny
bydel på Nordre Kaj - med boliger og erhverv - kan tage form. Inklusive et konkret forslag til en genåbning af Kobberbækken, hvilket både giver nye, bynære grønne områder og sikrer denne del af Svendborg mod fremtidens ekstreme nedbør.
- Det ny Simac er en hyldest til havnens særegne arkitektur og maritime miljø - et fleksibelt og moderne hus, der igennem åbne, rå og robuste omgivelser lægger op til samarbejde. Uddannelsesinstitutionen bliver en integreret del af byen og spiller sammen med de nye grønne og rekreative bymiljøer langs havnen, siger Julian Weyer, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects.
Sinus Lynge, partner og arkitekt hos Effekt, fortsætter:
- Det er visionen med Det ny Simac at styrke forbindelsen mellem byen, Nordre Kaj og havnen som helhed. Huset kan blive et vartegn for omdannelsen af Svendborg Havn og fungere som katalysator for både byliv, uddannelse og nye erhverv på havnen.