Rumænere får erstatning efter underbetaling
Dansk byggefirma skal betale 1,2 millioner kroner i erstatning til 10 arbejdere fra Rumænien.
Det kommer til at koste små to millioner kroner for det danske byggefirma Aktiv Byg & Udlejning v/Dan Hammer at have haft 10 rumænere ansat under tvivlsomme arbejdsvilkår. Det skriver Fagbladet 3F.
Rumænerne har arbejdet for firmaet som murere i perioden fra januar 2016 til maj 2017. Arbejdsretten har nu afgjort, at rumænerne var udsat for systematisk underbetaling. De får nu en samlet efterbetaling på 1,2 millioner kroner. Samtidigt skal arbejdsgiveren Dan Hammer betale 750.000 kroner i bod, fordi han har brudt overenskomsten med fagforbundet 3F.
- Vi har fået medhold i alle vores klager, og det er vi rigtig glade for. Jeg ved også, at rumænerne er tilfredse med afgørelsen, fortæller Rune Thor Nielsen til fagbladet. Han er faglig sekretær i 3F BJMF, som har haft ansvaret for sagen.
Ingen tillæg
Ioun Apopei er en af de 10 rumænere, som sagen omhandler. Han kan fortælle om et stressende arbejdsmiljø.
- Vi blev konstant truet med at blive sendt hjem til Rumænien, hvis vi ikke blev ved med at bruge al vores tid på at arbejde, siger han til fagbladet.
I begyndelsen arbejdede Ioun Apopei og kollegerne til 61 kroner i timen. Tillæg for over- og weekendarbejde så de ikke noget af, og der var også måneder, hvor lønnen ikke tikkede ind som aftalt.
Han begyndte derfor at skrive sine arbejdstimer ned. Han gik derefter til 3F BMJF, som gik i gang med en nærmere undersøgelse.
3F bad arbejdsgiveren om dokumentation for, at rumænerne ikke var udsat for underbetaling.
- Men de betalingsoversigter, som firmaet havde samlet sammen, stemte overhovedet ikke overens med det, som vi rent faktisk kunne se var blevet indbetalt på arbejdernes konto, fortæller Rune Thor Nielsen til fagbladet.
Arbejdsgiveren har under sagen ikke kunnet fremvise dokumentation for, at rumænernes løn var indberettet til Skat.