Byggeri i stort brandbart
Byggeri | Af Thøger Raun |
På Nyborg Havn barsler Elysium Nordic med byggeriet af et pyrolyseanlæg. Den brandansvarlige kommer på en opgave, lyder meldingen fra direktøren.
Hvordan bygger man en fabrik, der skal behandle brandbare genstande ved at tænde ild i materialet, hvorefter man står med et slutprodukt, som som udgøres af optændingsklart kulstof?
Svaret på det spørgsmål skal Jens Elton Andersen snart kunne svare på. Han, der er direktør i Elysium Nordic, skal nemlig til at bygge en pyrolysefabrik, som skal genanvende 30.000 ton bildæk om året. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Det er allerede bestemt, at vi bruger beton til væggene, selv om stål ville være billigere.
Direktør Jens Elton Andersen
Elysium Nordic
Fabrikken placerer man på Nyborg Havn, hvor der ligger flere genanvendelsesanlæg. Prisen er 300 millioner kroner for det samlede projekt, og direktøren håber, man kan være klar i 2021.
- Vi ønsker at være med til at skabe en mere cirkulær og dermed langt mere bæredygtig og økonomisk fornuftig tilgang til håndteringen af udtjente dæk. Med byggeriet af dette anlæg tager vi første skridt, siger Jens Elton Andersen, der også er CEO for WindSpace A/S, som står for Elysium Nordics genanvendelsesprojekt.
Brandrådgiver med fra starten
En af de største udfordringer bliver som tidligere nævnt brandsikkerhed. Derfor skal der en brandrådgiver med fra starten, før den første streg er tegnet af arkitekten. Det har flere årsager.
- Det er allerede bestemt, at vi bruger beton til væggene, selv om stål ville være billigere. Hvis vi bruger metal, giver det nemlig andre udfordringer i eksempelvis tagkonstruktionen og afstanden fra pyrolyseanlæg til væggen. Alt sådan noget skal på plads, siger Jens Elton Andersen, som uddyber.
- Der er så mange overvejelser, man ikke behøver gøre sig ved normalt byggeri, som er kritiske at komme omkring fra starten af, hvis vi skal sikre såvel budget som arbejdsmiljø og sikkerhed, hvad vi selvfølgelig skal, siger han.
Erfaring med møller og sol
Før Jens Elton Andersen og hans kompagnoner kan slå dørene op i Nyborg, skal man ud at finde godt 50 millioner kroner. Men med den erfaring direktøren har fra sit andet firma - WindSpace A/S - tror han ikke, det går hen og bliver et problem.
- Vi satser på at få nogle større spillere med i projektet og har lige nu følere ude, men det er vores kendemærke at kunne rejse kapital. Det har vi arbejdet med på vindmølleprojekter i Polen og senest Sverige gennem de senste 10 år, lyder det.
Når anlægget står færdigt i Nyborg vil det ifølge Jens Elton Andersen spare miljøet for udledningen af 24.000 ton CO2 svarende udledningen fra produktion af 1.237 ton oksekød eller 211 millioner kilometer i en ny bil. Man vil beskæftige omkring 30 medarbejdere.