Byen flytter ind på skolen
Arkitektur | Af kras |
Kant Arkitekter vil omdanne en gamle skole til et mere tidssvarende og inspirerende læringsmiljø. Samtidig skal et nyopført kulturcenter blive et aktiv for både skole, lokale borgere og foreningslivet.
Kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune har netop godkendt byggeplanerne for det nye Lundtofte Skole og Kulturcenter. Dermed er vejen banet for et omfattende løft af skolen og dens faciliteter. Der bliver for eksempel mere luft, lys og plads i klasselokalerne. Og der etableres nye siddenicher, som giver eleverne bedre muligheder for at fordybe sig og arbejde i mindre grupper. I det hele taget er det ambitionen at give skolen et gevaldigt løft.
Den mest iøjnefaldende forandring bliver dog opførelsen af et helt nyt Kulturcenter. Et kulturcenter som tager form af en markant og åben trapezformet bygning, som kiler sig ind mellem de eksisterende bygninger. Det skal fungere som det centrale samlingspunkt for skolens elever og lærere i dagtimerne, hvor der bliver plads til teater, musik, morgensang og sociale arrangementer. Når centeret ikke bliver brugt af skolen, kan lokale borgere benytte faciliteterne til kultur- og fritidsaktiviteter med mere. På den måde er det ikke alene skolen, men hele området, der får en ny bygning. Det samme gør sig gældende for et nyt bibliotek, som indrettes i stueetagen i umiddelbar forbindelse med kulturcentret.
Jeg tror generelt, der er en stigende anerkendelse af, at skolen har - eller bør have - en plads i lokalområdet. At den kan bidrage afgørende til byens liv og vice versa.
Partner Uffe Bay-Smidt
Kant Arkitekter
Kulturcentret udspænder et nyt sammenhængende rum på tværs af skolegården. Facaden arbejder med genkendelige dimensioner fra de øvrige skolebygninger, men er samtidig med sine store vinduespartier sin egen.
Den fleksible indretning af det nye kulturcenter betyder, at det både kan rumme større arrangementer med mange deltagere og flere mindre eller samtidige arrangementer.
Giv skolen en plads i lokalområdet
- Først og fremmest har vi ønsket at skabe de bedst mulige forudsætninger for børnenes trivsel og læring i skolen. Det handler om at skabe inspirerende læringsrum, der både giver en tryg ramme at udfolde sig i og gør børnene nysgerrige på at møde verden omkring dem. Dernæst er der et indlysende behov for at gøre skolen til et mere naturligt omdrejningspunkt i lokalområdet. At give skolen en plads i lokalsamfundet - ikke som en isoleret enhed, men som en nærværende del af området. Det er disse to målsætninger, som smelter sammen i Lundtofte Skole og Kulturcenter, siger Uffe Bay-Smidt, som er partner i Kant Arkitekter.
Ifølge ham er netop integrationen mellem skole og lokalområde udtryk for en ny og mere bæredygtig måde at arbejde med sammenhængskraften i byen på.
- Jeg tror generelt, der er en stigende anerkendelse af, at skolen har - eller bør have - en plads i lokalområdet. At den kan bidrage afgørende til byens liv og vice versa. På samme måde som vi bliver bedre til at udnytte faciliteterne, så de enkelte klasse- og faglokaler bliver mere fleksible og kan bruges til undervisning i flere fag, bliver skolen som et samlet hele også mere fleksibel og kan lægge hus til mere, siger Uffe Bay-Smidt
Lundtofte Skole har i dag godt 500 elever og 50 lærere, og vil, når det nye Skole og Kulturcenter står færdigt, være forberedt til en fuldt tresporet skole. Byggeriet forventes at blive igangsat i indeværende år.