SLA skal indflette natur i Silkeborgs gågader
Arkitektur | Af tra |
Søhøjlandet skal helt ind i byen. Det er grundessensen i det oplæg, som sikrede SLA med flere opgaven som totalrådgiver på udvikling af gågaderne.
Det bliver et erfarent team med grønne visioner, der skal udvikle og forny Silkeborgs centrale gågader Vestergade, Søndergade og Søndertorv i Silkeborg. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. Team SLA vil skabe et bæredygtigt byrum, der indbyder børn, unge og voksne til ophold og outdoor oplevelser, lyder det.
- Team SLA har præsenteret et oplæg med en klar og tydelig grøn ambition. De har forstået og indarbejdet Silkeborgs DNA med de grønne skove og blå søer, og vi synes det er spændende, at de vil tage naturen ind i bybilledet. Vi glæder os til at se idékonceptet blive videreudviklet til et skitseforslag med plads til både butikslivet og konkrete bud på gode lege- og opholdsarealer for alle aldersgrupper, siger Hans Okholm, Formand for Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune.
Natur stod højt på ønskesedlen
Natur var en af de ting, som borgerne efterspurgte og ønskede i de nye gågader.
Det blev tydeligt i en omfattende inddragelsesproces, hvor borgere, butiksejere og erhvervsdrivende gav deres mening til kende i foråret. Udover den grønne ambition vejede team SLA's udførlige procesbeskrivelse og solide erfaring fra tidligere projekter også tungt på vægtskålen, da vinderen skulle vælges.
- Teamet har sat erfarne folk på projektet, som tidligere har arbejdet med lignende projekter. Det har givet dem en stor forståelse for detailhandlen og de handlende, og de er skarpe på, hvordan de helt lavpraktisk vil håndtere opgaven, fortæller Birgit Holst, projektleder i Silkeborg Kommune.
Derfor vil teamet og Silkeborg Kommune den næste tid lægge vægt på processen, der skal gennemarbejdes og flere interessenter skal høres, inden skovlen kan sættes i jorden.