PFA byder ind med 144 nye boliger i Viborg
Pensionsselskabet samlet sit investeret over 200 millioner kroner i et projekt, som løber frem mod 2021.
Ejendomsdirektør i PFA Michael Bruhn er en glad mand.
Det skyldes, at han netop har kunnet annoncere endnu en investering for pensionskassen i udlejningsboliger i det midtjyske. Denne gang i Viborg.
- Vores køb i Banebyen følger den meget positive udvikling, som Viborg er inde i. Boligerne er en udvidelse af det eksisterende værditilbud, hvor vi giver vores kunder mulighed for at skrive sig op til vore lejeboliger, og boligerne skal dertil sikre solide afkast til pensionskunderne, siger han.
Investeringen kommer efter en større offensiv som en del af PFA's danske ejendomsinvesteringsstrategi, hvor pensionsselskabet gennem det seneste års tid har investeret i nye lejeboliger i eksempelvis Silkeborg, Herning, Vejle, Randers og Horsens. De nye boliger i Viborg bliver indlemmet i PFA Boliger, som PFA's 1,2 millioner pensionskunder har fortrinsret til at leje.
Også hos sælgeren, der skal opføre boligerne til PFA, er der tilfredshed med handlen.
- Vi er meget tilfredse med, at PFA har valgt at investere i Erik Ejegod kvarteret i Viborg Baneby, og vi forventer, at opførelsen vil virke som en dynamo for andre projekter i kvarteret, siger direktør Jens Jakobsen fra Ejegod Ejendomme, der er bygherre på projektet.
Sammen med Instituttet for fremtidsforskning har PFA screenet en række byer uden for København og Aarhus og derved fundet frem til en række vækstbyer, som ventes at opleve en positiv befolkningsudvikling og en stabil økonomisk vækst de kommende år. Ifølge undersøgelsen er Viborg en af vækstbyerne blandt andet på grund af en positiv udvikling i befolkningssammensætningen.