Gladsaxe Kommune raser: Hovedstadsudspil er en katastrofe
Politik | Af Mathias Hansen |
Gladsaxe Kommune er ærgerlige over, at der formentlig kommer mere trafik til byen.
Både Brøndby og Egedal Kommune er kommet med roser, efter regeringen torsdag præsenterede et nyt hovedstadsudspil. Sådan er det dog ikke for Gladsaxe Kommune i den nordvestlige del af hovedstadsområdet. En stor del af udspillet drejer sig om mere plads på vejene, hvor Hillerød-motorvejen skal forlænges, mens der skal laves undersøgelser om at udvide både Ring 3 og Ring 4.
- Det er en katastrofe. Med hensyn til Hillerødmotorvejen har der lige været en VVM-redegørelse, der blev sendt i høring, og hvor der stod klart og tydeligt, at det ville være en fordel, dér hvor man laver motorvejen, mens at det kommer til at betyde mere trafik og kødannelse hos os, siger den socialdemokratiske borgmester i Gladsaxe Kommune, Trine Græse.
Samtidig kommer en bredere motorvej til at betyde mere trafik på selve motorvejen.
- Der kommer flere biler på vejen, når der er bedre fremkommelighed, og der kommer naturligt mere trafik, når man forbedrer tilgængeligheden, siger Mogens Fosgerau, der er trafikforsker hos Københavns Universitet.
Forskellige ønsker fra forskellige kommuner
Der er en del af kommunerne i den sydlige del af København, der har ønsket at udvide Ring 5, men de nordlige kommuner har haft samme ønske. Det er et problem ifølge borgmesteren.
- Jeg kan ikke helt se, hvor det faglige aspekt er i udspillet. Det virker for mig som om, de har behandlet en masse løsninger hver for sig i stedet for at kigge på en samlet infrastruktursløsning for hele København. I stedet er det blevet en popularitetskonkurrence for regeringen. Ministeren er stolt af, at de har efterkommet 80 procent af ønskerne fra de forskellige kommuner, men det er ikke med et overordnet blik på, hvordan man ønsker udviklingen af vores hovedstad, siger Trine Græse.
Regeringens udspil indeholder i alt 52 forslag til en bedre hovedstad. Heriblandt handler de syv af forslagene om mere plads på vejene. Derudover er der også lavet flere vækst- og boliginitiativer.
Udspillet kom ved præsentationen torsdag også ud i en otte ugers høring.