Byggeri-eksperter skifter navn og ændrer fokus
Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald har skiftet navn til Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet.
Fra VHGB til VCØB.
Sådan har forkortelserne ændret sig for det tidligere Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald, som for nyligt ændrede navn til Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet.
Navneændringen kommer ikke som hos sangerinden Medina - på ryggen af narko-kørsel - men i stedet skyldes det et øget fokus både i samfundet generelt og i byggebranchen i særdeleshed på cirkulær økonomi - det vil sige en økonomi, hvor produkter kan genanvendes igen og igen, og hvor affald ikke længere blot er affald, men anses for en ressource. Centerleder Anke Oberender forklarer.
- Videncentret har siden sin etablering i 2016 været en velfungerende platform, hvor byggebranche og kommuner kan søge viden om, hvordan de håndterer og genanvender byggeaffald. Siden da er der kommet styrket fokus på cirkulær økonomi, både politisk og i erhvervslivet, og regeringen har lanceret sin strategi på dette område. Det er baggrunden for, at vi nu skifter navn.
Med i regeringens strategi
I regeringens strategi er byggebranchen i centrum for flere initiativer, blandt andet i forhold til reguleringsmæssige barrierer og udbredelse af selektiv nedrivning, det vil sige nedrivning, hvor man sikrer, at materialerne i bygningen sorteres korrekt og så vidt muligt genanvendes på ny efter nedrivningen.
- Ved at ændre navn og styrke vores fokus på cirkulær økonomi kan vi i højere grad spille en central rolle i det væsentlige paradigmeskift, som byggebranchen står overfor. Vores fokusområde er fortsat at sikre bedre håndtering og genanvendelse af byggeaffald - men ved at vi udvider begrebet til cirkulær økonomi, kan vi bedre komme i dialog med hele byggeriets værdikæde eksempelvis også producenter og arkitekter, og ikke kun entreprenører, rådgivende ingeniører, bygherrer og kommuner, som vi primært henvendte os til førhen. siger centerleder for VCØB Anke Oberender.
Videncentret blev etableret på initiativ af Dansk Byggeri i 2016 og er finansieret med tilskud fra Grundejernes Investeringsfond og Realdania og indtil 30. september 2018 også med tilskud fra Miljø- og Fødevareministeriet.
I regeringens strategi for cirkulær økonomi er der afsat i alt en million kroner til Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet i finansåret 2020 til 2021.