Tre danske projekter er fortsat i spil til europæisk arkitekturpris
Arkitektur | Af Kim Krasuld |
Feltet er skåret ned fra 383 nominerede til blot 40. BIG, Effekt, Arkitema og Christoffer Harlang står bag de tre danske kandidater til Rohe-prisen.
Folkene bag Mies van der Rohe-prisen har skåret den lange liste af nominerede ned til 40 kandidater. Antallet af danske bud på en vinder er skåret ned fra 10 til nu tre projekter.
Bjarke Ingels Group, BIG, dominerede den danske liste med tre projekter. De har et enkelt tilbage i opløbet. Det drejer sig om Lego House, som igen og igen bliver rost på alverdens medier.
Effekt Architects er også tilbage på listen. Streetmekka i Viborg stod færdigt sidste år. Projektet er et asfalteret gadeidræts- og kulturhus målrettet børn og unge i den midtjyske by.
Sidste projekt fra Danmark er Hammershus Besøgscenter. Det står Arkitema sammen med arkitekt Christoffer Harlang bag, og det er ikke første gang projektet er i spil til en stor arkitekturpris. I slutningen af 2018 vandt arkitekt Christoffer Harlang og Arkitema ved World Architecture Festival (WAF) i Amsterdam i kategorien Display.