I København kan man nu få håndværker-take away
Erhverv | Af Mathias Hansen |
Lemvigh-Müller kan fremover bringe ud til hele København. Målet er, at det maksimalt må være nået frem en time efter bestilling.
Dag til dag-levering er ikke altid hurtigt nok for håndværkere i København. Derfor har Lemvigh-Müller oprettet en ny ekspresleveringsservice ved navn "CityExpres". Her kan man få alt fra den rigtige bit til skruemaskinen til en rulle kabel.
CityExpres giver håndværkere i København straksadgang til et udvidet sortiment af vvs- og el-produkter samt værktøj og værnemidler. Planen er, at der maksimalt skal gå en time fra opringning til varen er leveret.
- Vi har plukket nogle områder ud i København og testet, hvad det betød, hvis man skulle levere varer på et bestemt tidspunkt. Og ud fra det har vi vurderet, at vi kan ramme hele København på en time, siger Christian Herbert, der er kommerciel direktør i Lemvigh-Müller.
Ligger godt
I alt kan 11.500 varenumre fås med det samme enten ved levering eller ved almindelig afhentning. Antallet af varer er så stort på grund af den københavnske bygningsmasse, som består af ældre ejendomme samt nye etageejendomme med mange boliger. Selv har grossisten hjemme i Sydhavnen.
- I og med at vi ligger i Sydhavnen, har vi ikke indfaldsvejene at bokse med. Så det skal kunne lade sig gøre at nå til et sted i København på en time, med mindre der selvfølgelig sker noget, vi ikke er herrer over, siger Christian Herbert.
Indtil videre foregår CityExpres kun i København, men der er plan om at rulle konceptet ud i Aarhus og Odense senere på året.