Tonstung ulykke var en enkelt mands fejl
Byggeri | Af Mathias Hansen |
Mandens job var at sikre leverance af elementer. Derfor ved ingen, hvorfor han gjorde klar til at afmontere et stort element.
Da en mand i slutningen af oktober fik et betonelement ned over sig på en byggeplads i Aarhus-forstaden Risskov, var det en soloulykke og ikke på grund af fejl på byggepladsen. Det viser en aktindsigt i Arbejdstilsynets tilsynsrapport, som Dagens Byggeri har fået. Tilsynet har dog stadig givet et strakspåbud til entreprenøren JCN Bolig.
Ulykken skete ved, at et betonelement på 8,7 ton vendte forkert, hvorfor manden ville klargøre det til vending med kran. Den skadelidte begyndte derfor at afmontere elementets skråstivere, uden at det på anden måde var sikret mod at vælte. Herefter faldt elementet ned over manden.
- Man var i gang med at montere et andet element samtidig, som var ved at blive hejst ned. Så der var ikke noget, der var fastgjort til det element, han havde løsnet.
Administrerende direktør Flemming Rasmussen
JCN Bolig
Den 58-årige mand havde et kontorjob i entreprenørvirksomheden, hvor han til daglig sørgede for leverance af elementer. Der er derfor ingen, der ved, hvorfor han gik til arbejdet, mens ingen andre på pladsen vidste, at han var i gang.
- Man var samtidig i gang med at montere beslag på toppen af elementet, der var ved at blive hejst ned. Så der var ikke noget, der var fastgjort til det element, han havde løsnet. Ingen ved, hvorfor han gjorde det, og det gør han heller ikke selv, for han kan ikke huske det, siger Flemming Rasmussen, der er administrerende direktør i JCN Bolig.
Stor redningsindsats
Selvom manden tidligere havde været selvstændig murer, var der altså intet i hans nuværende jobbeskrivelse, der indikerede, at han selv skulle afmontere betonelementet. Direktøren ser hans overlevelse som lidt af et mirakel.
- Det skal held til, at han overlever. Men redningsfolkene vidste, hvad de skulle gøre, og Skejby Sygehus har leveret en fantastisk indsats for at få ham tilbage til livet. Det burde man ikke kunne, siger Flemming Rasmussen.
Da den skadelidte faldt ned, blev han slynget hen mod et andet betonelement, hvor han kom til at ligge i en lille nedstøbning, der formentlig aflastede en smule af vægten. I nedstyrtningen knækkede det to skråstivere, der holdt et andet element.
- Vores folk var lynhurtige til at se, at der skulle en ny forankring på den anden side af det andet element, for hvis ikke det kunne holdes oppe, var det røget ned over nakken på ham, og så var han helt sikkert død, siger Flemming Rasmussen.
Svært at give generel læring
Virksomheden har ifølge Arbejdstilsynets rapport fået et strakspåbud "om at effektivt sikre, at opstilling af betonelementer sker sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt". Det kommer som en klar konsekvens efter ulykken, men det kan være svært at gøre noget ved.
- Byggepladsen var, som den skulle være. Der er ikke sket noget, der ikke måtte ske. Derfor blev byggepladsen også frigivet, så snart ambulancen kørte. Det er svært at efterkomme sådan et strakspåbud, for der er ikke en åbenlys handling, der bør gøres. Det eneste, man kan gøre, er at italesætte, hvad man ikke må, siger Flemming Rasmussen.
Den skadelidte er i dag ved bevidsthed. Flemming Rasmussen lover, at han kommer tilbage til en stilling i JCN, omend det ikke bliver den samme som tidligere. Direktøren har i samarbejde med familien og den skadelidte valgt ikke at fortælle, hvilke mén, manden har fået.