Dansk arkitekt skal udvælge Europas bedste arkitektur
Arkitektur | Af tra |
Når den prestigefyldte Mies van der Rohe-pris skal uddeles under EU Mies Award Day til foråret, bliver det med den danske arkitekt Dorte Mandrup som juryformand.
Det er ikke nyt, at den internationale arkitekturbranches øjne hviler på dansk arkitektur.
Det er derimod en stor nyhed, at den danske arkitekt Dorte Mandrup i 2019 indtager posten som juryformand for den prestigefyldte Mies van der Rohe-pris, der hvert andet år uddeles blandt europæiske arkitekter og arkitekturværker. Udnævnelsen vækker naturligvis stor glæde hos den danske arkitekt, der har haft et succesfuldt år på den internationale arkitekturscene.
- Ovenpå et travlt år, hvor vi har arbejdet på spændende projekter både i ind- og udland, er det er en kæmpe ære at blive udvalgt til juryformand for Mies van der Rohe-prisen. Jeg glæder mig meget til at blive inspireret, blive udfordret og ikke mindst til sammen med den øvrige jury at udvælge den endelige vinder af den meget prestigefyldte pris, siger Dorte Mandrup, grundlægger og kreativ direktør for tegnestuen Dorte Mandrup.
Første dansker
Dorte Mandrup bliver den første dansker, som får lov at sidde for bordenden i det fornemme selskab, men det er ikke nyt, at juryen indeholder danske kræfter. Tilbage i 1992 og 1994 sad Henning Larsen i juryen. Samme ære oplevede Kent Martinussen i 2013 samt Lene Tranbjerg i 2015.
Foruden Dorte Mandrup udgøres 2019-juruen af George Arbid, Angelika Fitz, ?tefan Ghenciulescu, Kamiel Klaasse, María Langarita og Frank McDonald.
EU Mies Award 2019 uddeles i Barcelona 7. maj 2019. Denne gang er 389 projekter fra 38 lande nomineret. I januar udvælger juryen 40 værker, som annonceres 16. januar. Blandt de shortlistede værker vælges fem finalister, som præsenteres 13. februar.