1600 private boliger skal bygges i Vollsmose
Byggeri | Af Thøger Raun |
Ghetto-loven kaster også sin skygge over Odense-bydelen, som dog allerede har planen på plads.
- Det, der bliver den største udfordring, er genhusningen.
Sådan siger direktøren i Civica, Jens Pilholm, som er øverst ansvarlige for cirka to tredjedele af lejlighederne i den berømte og berygtede Odense-bydel, Vollsmose.
Udfordringen i regeringens netop vedtagne Ghettoplan ligger for boligdirektøren i, at man ved at flytte nogle af indvandrerne og de ledige, de sårbare og skumpelskuddene, som udgør beboersammensætningen i et såkaldt ghetto-område som Vollsmose, blot risikerer at skabe nye ghettoer.
- En forsker, vi talte med, beskrev det lidt som en vandseng. Hvis man sætter sig hårdt i den ene side af sengen, skvulper det i den anden. Det skal vi være påpasselige med, så andre af Odenses boligområder ikke bare går fra at være udsatte til at være ghettoer i regeringens optik, siger Jens Pilholm.
1600 private boliger
Man er dog godt i gang med arbejdet, understreger direktøren.
- Fra første december har vi seks måneder til at finde ud af, hvordan vi vil sikre en almennyttig boligmasse på 40 procent, men der ligger allerede en lokalpolitisk bestemt en afgrænsning af området, siger han.
Over det kommende årti skal der omdannes eller nedrives cirka 1000 boliger samt bygges 1600 private boliger i Vollsmose.
- Vi skal lave ungdomsboliger og ejerlejligheder, hvor vi før havde almennyttige familieboliger. På den måde ændrer vi sammensætningen af byggeriet. Det har vi cirka ti år til, siger Jens Pilholm.
Der vil også komme godt 60.000 kvadratmeter byggeri til erhverv og service, forklarer direktøren.
Savner evidens
Direktøren er dog ikke helt tilfreds med det forskningsmateriale, som ligger til grund for loven.
- Det, der kan være den store bekymring, er, om det kommer til at virke. Man sætter enorme summer i spil, men hverken nationalt eller internationalt har man evidens for, at der kommer den effekt, som regeringen ønsker. Det ærgrer mig, siger han og understreger, at boligforeningen står klar til arbejdet.
- Vi skal selvfølgelig være med til at rive ned og klargøre, så området bliver attraktivt, og så de byggegrunde, der bliver tilgængelige, også bliver solgt, lyder det.