Ørestaden får en ny bæredygtig by i byen
Arkitektur | Af tra |
Et fælleshus, badehus, spisehus og en delecentral er blot nogle af de funktioner som Ørestads beboere nu kan se frem til, og som vil danne ramme for nye fællesskaber i bydelen.
Fire teams har konkurreret om at skabe det bedste projekt til Ørestads sydligste spids og dermed retten til at købe byggefeltet af ejerne hos By & Havn.
I dag kunne en enig dommerkomité så udpege NREP med rådgiverne Lendager Group og Årstiderne Arkitekter som vinderteam med projektet UN17 Village.
I konkurrencen er de fire teams blandt andet blevet vurderet på publikumsorienterede funktioner, åbenhed i bebyggelsen og bæredygtighed. By & Havn stiller krav om at byggeriet skal bæredygtighedscertificeres til minimum guld efter standarden DGNB.
Ørestads spydspids bliver ramme om fællesskaber
Vinderteamet har besvaret konkurrencen ved at tegne et bæredygtigt boligbyggeri med adskillige faciliteter, der rækker ud i resten af bydelen, og kommer til at danne ramme om nye fællesskaber i Ørestad. Huset og beliggenheden bliver dermed ikke kun til glæde for dets egne beboere, men for hele bydelen.
Projektet består af boliger til omtrent 830 nye ørestadboere, og en række offentlige fællesfunktioner. Der bliver opført et spisehus, hvor man kan mødes om måltidet; en lobby med arbejdspladser og tilknyttede gæstelejligheder; en delecentral med værksted og et fællesvaskeri, der bruger regnvand. Der bliver også opført et fælleshus og et stort badehus med spa, sauna, svømmebad, motionsrum og omklædning. Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn siger om vinderprojektet:
- Projektet er unikt i den forstand, at det er omkranset af Naturpark Amager på flere sider. Der er derfor en nærhed til naturen, selvom det ligger i Hovedstaden. Det er en af de bedste placeringer i Ørestad. Det bliver et bæredygtigt boligbyggeri, der sætter nye standarder for byggeri i urban kontekst. Byggeriet vil have udadvendte, offentlige funktioner, der skaber rum for nærvær, gode naboskaber og fællesskab, lyder det.
Bæredygtige ambitioner
UN17 Village er opdelt i fem karreer - hver med en fællesfunktion i stueetagen - og på tagfladerne etableres et stort væksthus, som både bliver et fælleshus og et mødested. De fem karreer får hvert sit udtryk og bygges i høj grad af genanvendte materialer og komponenter. Rune Højby Kock, Partner i NREP siger:
- Vores forslag, UN17 Village, tror og håber jeg, kan bidrage positivt til udviklingen af Ørestad og medvirke til at sætte nye standarder for hvordan vi som ejendomsudviklere kan berige det byggede miljø med fokus på beboere og fællesskaber, sundhed, klima, biodiversitet og øget genanvendelighed af materialer.
Navnet UN17 Village refererer til FN's 17 verdensmål og afspejler tydeligt vinderteamets bæredygtige ambitioner for projektet.