Google-datacenter koster 4,5 milliarder
Erhverv | Af Mathias Hansen |
Google betaler selv og vil samtidig uddanne folk til at arbejde i virksomheden.
Irland, Finland, Holland, Belgien. Og Danmark.
Det har længe været kendt, at Google ville bygge deres femte europæiske datacenter mellem Fredericia og Taulov. Nu har Google sat lidt mere fakta på byggeriet, hvor der fra egen hånd investeres knapt 4,5 milliarder i det. Det skriver Google selv.
Ifølge konsulentfirmaet Copenhagen Economics kommer byggeriet til at beskæftige små 1500 mand, og når byggeriet er operationelt, forventes mellem 150 og 250 personer at være ansat på stedet som blandt andet computerteknikere, ingeniører og sikkerhedspersonale. Første etape af byggeriet forventes at stå klar i 2020, mens det forventes at være helt færdig i 2021.
Vedvarende energikilder
Google selv kalder datacentret for "blandt de mest energieffektive datacentre i Danmark", og forbruget bliver 100 procent kulstoffri energi. Her kommer de også til at bruge både onshore vind, offshore vind og solenergi som investeringsmuligheder.
- Det er ikke nogen tilfældighed, at vi lige netop har valgt Fredericia. Vi oplever Fredericia som en attraktiv erhvervskommune med en dygtig ledelse og adgang til kvalificeret arbejdskraft. Derfor ser vi frem til et langt samarbejde med kommunen og de øvrige lokale institutioner, lyder det fra direktør for Google Danmark Malou Aamund til Fredericia Dagblad.
Til sidst vil Google skabe ny uddannelse i lokalområdet for at sikre, at der er de rette kompetencer i centret.
- I Google har vi til formål at støtte de lokalsamfund, der omgiver vores faciliteter, og i de sidste par år har vi investeret næsten 3,4 millioner euro (cirka 25,3 millioner danske kroner red.) i initiativer, der bygger de lokale færdigheder med kodningsprogrammer og læseplaner samt uddannelsesmæssig støtte gennem undervisningsarbejde. Vi vil også introducere initiativer som disse i Fredericia, skriver Google i deres meddelelse.
Der er i første omgang søgt om byggetilladelse til 46.000 kvadratmeter bygninger på grunden, der er 73 hektar stor.