DS Gruppen øger overskud
Erhverv | Af Torben Jastram |
Stål- og betonleverandøren forbedrer både top- og bundlinje.
DS Gruppen har offentliggjort årsregnskabet for seneste forskudte regnskabsår 2017/2018. Den samlede omsætning for DS Gruppens selskaber endte på 1,53 milliarder kroner mod 1,32 milliarder året før. Årets resultat steg tilsvarende til 85,4 millioner kroner mod 64 millioner året før.
- Det har været et godt år med fremgang i alle vore selskaber. Vi har ekspanderet på alle vore markeder, og har fortsat kun produktion i Danmark efter snart 50 år i branchen. Det er vi naturligvis stolte over, her hvor vi står på tærsklen af vores jubilæumsår, fortæller direktør Mads Møller Hansen.
Han tilføjer, at der har været fremgang i alle selskaberne.
- Vores datterselskab DS Stålkonstruktion har øget indsatsen på det tyske marked, idet salgsselskabet DS Stahl har etableret yderligere et salgskontor i Mainz, der allerede efter få måneder beskæftiger en halv snes medarbejdere med ekspertise indenfor såvel simple som komplekse stålkonstruktioner, siger han.
Koncernen beskæftiger over 650 ansatte og kan næste år fejre 50 års jubilæum.