Jorton vinder rostadion
De skal arbejde tæt sammen med HedeDanmark, der har vundet anlægsentreprisen.
Der skal bygges et nyt rostadion ved Bagsværd Sø, til når Danmark skal afholde VM i kano og kajak i 2021. Nu er byggeentreprisen mellem Gladsaxe Kommune, Fonden Danmarks Rostadion og Jorton underskrevet. Det skriver sidstnævnte på deres hjemmeside.
Det nye rostadion skal både bruges af amatører og eliteudøvere, mens det også bliver et hovedcenter for eliteudøvere under Team Danmark.
- Vi ser frem til endnu en god aftale, hvor samarbejdet med bygherrerne bliver det centrale omdrejningspunkt for sagens udvikling og gennemførelse. Det er en opgave, som har mange interessenter, der vil følge byggeriet med stor ildhu. Vi er naturligvis vores ansvar bevidst i den her sag, da den kan ende med at få stor betydning for danske idrætsscene, fortæller Lars Bjørn Knudsen, afdelingschef for Jortons Region Øst.
Mange funktioner
For at gøre anlægget klar til internationale regattaer, skal robanerne forlænges og forskydes, så der bliver mere plads til sejlads uden for banerne i start- og målområdet. Det kræver terrænregulering i form af afgravning af jord.
En væsentlig del af det nye rostadion er opførslen af det nye rocenter, der erstatter det nuværende og utidssvarende. Det er planen, at det skal være et nyt samlingssted.
I den vestlige ende af Bagsværd Sø etableres et nyt dommertårn og en ny tribune.
Landskab
Anlægsentreprisen er blevet vundet af HedeDanmark, som står for den nye tribune samt uddybningen af søen. I alt forventes prisen at blive på 134 millioner kroner.
- Vi går til enhver opgave med samme indstilling - at vi skal forløse visionen og ønskerne fra arkitekt og bygherre. Moderniseringen af det nye rostadion er et unikt projekt, som stiller krav til vores faglighed og projektledelse. Vi ser frem til at være med til at skabe et rostadion i verdensklasse, hvor omgivelserne også får et grønt løft, så også landbårne motionister og de lokale borgere kan få glæde af at færdes omkring det ny stadion, siger Claus Lorenzen, regionschef i HedeDanmark.
AART Architects har tegnet det nye rostadion i tæt samarbejde med blandt andet Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, LIW Planning og Viggo Madsen Rådgivende Ingeniører. Ydermere er Rambøll bygherrerådgiver.