Lejerbo er langt fra Kolding-afdeling i navnestrid
Erhverv | Af Mathias Hansen |
Kolding-afdelingen er ærgerlige over, at Lejerbo ikke længere kan være en del af deres navn, selvom de har trukket sig ud.
Mandag kunne Dagens Byggeri skrive, at Lejerbo Kolding fremover skal have nyt navn efter udmeldelsen af administrationsorganisationen Lejerbo. Fra årsskiftet kommer Kolding-afdelingen til at hedde Alfabo.
Lejerbo Koldings organisationsformand Bent Jacobsen var tydeligt irriteret over, at man ikke kunne beholde navnet, hvilket han mener var en kæp i hjulet på processen.
Sådan ser administrationsorganisationen Lejerbo det slet ikke. Nærmere tværtimod.
- Vi har ikke gjort noget for at vanskeliggøre eller stoppe processen. Vi har for eksempel overdraget alle byggeprojekterne i deres område per kulance, selvom der ikke var et kontraktligt krav om det. Det har vi gjort, fordi deres bestyrelse har givet udtryk for, at det var et ønske. Jeg kan ikke genkende deres udlægning, siger administrerende direktør i Lejerbo, Palle Adamsen.
Naturligt, at navnet forsvinder
Begge parter er enige om det overordnede. Lejerbo Kolding meddelte for et år siden, at de ville indkalde til et ekstraordninært repræsentantskabsmøde 4. december 2017. Her skulle der træffes en beslutning om at træde ud.
Begge parter er dog også enige om, at det først er inden for den sidste måned, at Lejerbo Kolding er blevet orienteret om, at Lejerbo-navnet ikke længere måtte indgå fremover.
- Der har aldrig været en konflikt om navnet. Det er noget, vi orienterede om for god ordens skyld og slet ikke noget, vi har diskuteret. Der sker en overdragelse af projekter, opgaver, data og så videre. Det arbejde har pågået siden sommerferien. I det flow meddeler vi, at de skal være opmærksomme på, at navn og logo hører til medlemsskabet i Lejerbo. Der er ikke noget drama i det overhovedet, siger Palle Adamsen.
Men det er faktisk her, det absolut største diskussionspunkt ligger. Lejerbo Kolding havde bestemt forventet at beholde Lejerbo-navnet. Og administrationsorganisationen ansøgte senest om patentering af navn og logo 31. november 2017. Altså lige midt imellem Lejerbo Koldings meddelelse om udmelding og repræsentantskabsmødet.
- Det er helt naturligt, at man lige kigger efter og ser, om man er på sikker grund med navnet. Vi skal selvfølgelig beskytte navnet Lejerbo. Det er hele DNA'et. Det har man, så længe man er medlem af Lejerbo, og hvis ikke man er det, hedder man noget andet. Jeg vil næsten sige, at det ville være naivt, hvis man troede, man kunne gå videre med det gamle navn, siger Palle Adamsen.
Under Lejerbo Kolding er der i alt 3665 lejeboliger. Den samlede administrationsorganisation administrerer cirka 38.000.