Ti-års jubilæum hos Boligselskabet Sjælland
Erhverv | Af Louise Christensen |
Direktøren for Boligselskabet Sjælland, Bo Jørgensen, kan i denne måned fejre sit ti-års jubilæum.
Respekten for beboerne er centralt for Bo Jørgensens arbejde. Helt fra begyndelsen har han været rundt i alle afdelinger, og han sætter en ære i at være på fornavn med både medarbejdere og beboerrepræsentanter.
Det skriver Lindskov Communication i en pressemeddelelse.
- Jeg kan godt sætte bådene i vandet, men der skal være nogen, der sejler dem. Vi lever af vores medarbejdere og stiller store krav til dem, fordi socialt ansvar fylder meget hos os. Det ansvar tager de på sig, de brænder for at gøre en forskel, og det gør jeg også, siger Bo Jørgensen.
Over årene har han som direktør søsat en lang række initiativer til gavn for beboerne. For eksempel gældsrådgivning og projekter for unge, så de ikke lader sig friste af bandekriminalitet. Men en enkelt ting ville Bo Jørgensen gerne have gjort bedre.
- Jeg har selv lært utrolig meget af vores beboere, og historien om, hvor mange ressourcer de rummer, ville jeg gerne have formidlet bedre og tydeligere. Her ser man omsorgen for andre mennesker og villigheden til at hjælpe ældre, psykisk syge eller flygtninge. Her forstår man betydningen af et lille kærligt skub og en hjælpende hånd. Det har jeg kæmpe respekt for, og det kan vi alle sammen lære noget af, siger Bo Jørgensen.
Et boligselskab i stadig udvikling
Nogle af Bo Jørgensens milepæle har været at skaffe penge til en række renoveringsprojekter og at få skabt et aktivt beboerdemokrati, hvor enhver kan komme med forslag.
- Hos os er der ikke brug for disruption - vi kan selv. Vi er altid friske på at trykprøve gode idéer, og dem har beboerne masser af. Der er gang i 117 spændende ting, og jeg er nem at begejstre, siger Bo Jørgensen.
Det at gøre en forskel for andre giver brændstof til Bo Jørgensens drive for at gå endnu videre.
- Boligselskabet er blevet en vigtig del af mit liv. Jobbet æder meget tid, men det giver mig også en hel masse, og jeg føler stadig, at jeg har meget at give. Blandt andet vil jeg have gjort op med den stigmatisering, der foregår af vores boligområder, for den er både urimelig og ubrugelig.