Omsætning og forventning daler hos MTH
Erhverv | Af Torben Jastram |
I tredje kvartal var driftsindtjeningen i MTH Group væsentligt påvirket af regnskabsmæssige hensættelser. Helt utilfredsstillende, siger ny administrerende direktør.
I tredje kvartal faldt MTH Groups omsætning med 19 procent - til 1,6 milliarder kroner i forhold til samme periode sidste år som følge af den lave ordreindgang i 2017.
Koncernens driftsresultat før særlige poster blev et underskud på 459 millioner kroner mod et overskud på 65 millioner kroner i tredje kvartal 2017. Udviklingen var væsentligt påvirket af den regnskabsmæssige hensættelse til dækning af koncernens eventuelle forpligtelser i byggerier med MgO-vindplader. Derudover foretog MTH Group en yderligere nedskrivning på et større anlægsprojekt, der samlet set påvirker regnskabet for årets første ni måneder med -130 millioner kroner.
Et forventet driftsunderskud på over en halv milliard kroner er helt utilfredsstillende og viser tydeligt, at vi er udfordret.
Administrerende koncerndirektør Anders Heine Jensen
MTH Group
MTH Group løftede til gengæld ordreindgangen til 1,4 milliarder kroner i tredje kvartal fra 1,2 milliarder kroner i samme periode sidste år.
Helt utilfredsstillende
Efter den yderligere nedskrivning på det nævnte, større anlægsprojekt samt et revideret skøn over indtjeningspotentialet i fjerde kvartal forventes nu et nul-resultat for fjerde kvartal. Som konsekvens heraf reduceres forventningen til årets resultat af primær drift (EBIT) til et underskud omkring 550 millioner kroner mod tidligere et underskud omkring 400 millioner. Årets omsætning ventes uændret at blive omkring 6,8 milliarder kroner primært baseret på den nuværende ordrebeholdning.
- Et forventet driftsunderskud på over en halv milliard kroner er helt utilfredsstillende og viser tydeligt, at vi er udfordret. Vi arbejder på højtryk med at tilpasse MT Højgaard og koncernen. Vi skal vælge projekter med omhu, så vi reducerer risikoen og kommer de store nedskrivninger til livs. Det kræver en ny måde at arbejde og organisere os på, siger administrerende koncerndirektør Anders Heine Jensen.