Brancheorganisation lancerer egen podcastkanal om byggeri
Arkitektur | Af Thøger Raun |
RadioTegl er navnet på den nye podcastkanal, som Danske Tegl netop har sendt i luften.
Arkitektur og innovation inden for byggeriet.
Det er de to temaer, som bliver omdrejningspunktet på RadioTegl - brancheorganisationen Danske Tegls nye podcastkanal. Her vil man forsøge at tage lytterne med bag kulissen på landets store og fascinerede byggerier.
RadioTegl er en ny måde at tænke formidling på.
Gitte K. Nielsen, direktør hos Danske Tegl og initiativtager til RadioTegl
- RadioTegl er en ny måde at tænke formidling på. Med podcasten gør vi det muligt at putte inspiration direkte ind i øregangene. Her hører vi om alt fra arkitekternes tanker, visioner og design til deres beslutninger om materialevalg, og vi får indsigt i tilblivelsen og anvendelsen af tegl til deres projekter. Podcasten kommer helt bagom dansk byggeri og arkitektur og får sat ord på følelser og holdninger til tidens diskussioner og strømninger, siger Gitte K. Nielsen, direktør hos Danske Tegl og initiativtager til RadioTegl.
Fra tegnestue til teglvæk
De første podcast-episoder har to personer i hovedrollerne. Den ene er arkitekt - den anden er teglproducent. Hver episode har således to forbundne parallelhistorier, hvor lytteren både hører om tilblivelsen og anvendelsen af tegl.
Første episode beskæftiger sig med det markante murstensbyggeri på det gamle baneterræn på Vesterbro i København, Trafiktårnet Øst. Her taler RadioTegl blandt andet med arkitekt Christian Tranberg, som har tegnet Trafiktårnet, og Christian A. Petersen fra Petersen Tegl, hvor man har produceret tegl i ni generationer. Han mener, at arkitekter generelt er "tossede i hovederne", og det gør dem, ifølge ham, til fantastiske samarbejdspartnere.
RadioTegl-episoderne får en varighed på 30-40 minutter til udgivelse den 1. hver måned. De kommende episoder vil desuden beskæftige sig med Vejles nye ikoniske bygning på havnen, Fjordenhus, og Nyborg Slot, hvor podcasten også vil tale med håndværkere, ingeniører, naboer og brugerne af bygningerne.
Episoderne er tilrettelagt af Katrine Nyland Sørensen, som er tidligere mangeårig medarbejder på DR.