Byggesagsgebyrer holder sig i ro
Erhverv | Af Thøger Raun |
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har sendt næste års gebyrer i høring, og der er kun en enkelt stigning på vej.
Det bliver fremadrettet nogenlunde billigt at få sine byggesager behandlet ved landets kommuner.
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har nemlig netop udarbejdet et udkast til en ny bekendtgørelse, som man har sendt i høring frem til 19. november. Og der er godt nyt til branchen. Gebyret for byggeskadeforsikring fastholdes nemlig på 0 kroner i 2019, mens gebyret for ansøgninger efter byggeloven, som betales til kommunerne, bliver reguleret fra 1.038 kroner til 1.048 kroner. En stigning på under en procent. Det glæder erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri Torben Liborius, som mener, det er utrykt for, at gebyrerne har fundet et naturligt leje.
- Overordnet set er vi tilfredse, som det ser ud lige nu. De seneste års fokus har betydet, at kommunerne har iværksat en bedre byggesagsbehandling, og systemet er gennegående rigtigt, siger han.
Vand er dyrt
Det eneste sted, hvor der er gevaldige stigninger på vej er gebyret for godkendelse af byggevarer i kontakt med drikkevand.
I 2019 bliver firmaer, som producerer eksempelvis nye armaturer fortsat faktureret efter regning på baggrund af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens tidsforbrug. Timesatsen stiger dog med cirka 37 procent til 1.350 kroner i 2019 fra 990 kroner i 2018.
Styrelsen begrunder stigningen i satsen med et stort underskud på ordningen. Man forventer desuden færre fakturerbare timer i 2019, som konsekvens af en tidligere sagspukkel, der er blevet afviklet. Det oparbejdede underskud på ordningen skal derfor fordeles på færre timer fremover, hvilket medfører at satsen stiger, lyder meldingen.