FRI savner indflydelse i nyt politisk forum
Politik | Af Mathias Hansen |
Der er ingen rendyrkede rådgiverorganisationer med i det nye Forum for Udbud.
Tirsdag blev de 15 medlemmer i det nye Forum for Udbud præsenteret. Det er et udbudsfagligt råd, nedsat af erhvervsminister Rasmus Jarlov (C) som skal fremme konkurrencen og give løsningsforslag til bedre offentlige udbud.
I det udbud sidder der dog ikke nogen rendyrkede rådgiverorganisationer. Det tætteste, man kommer på det, er Dansk Industri og Dansk Erhverv, der har rådgivningsmedlemmer, men som samtidig favner bredt. Det ærgrer Foreningen for Rådgivende Ingeniører (FRI), der føler sig overset.
Der mangler kompetencer i transaktionsomkostningerne inden for offentlige indkøb og rådgivningsydelser.
Direktør Henrik Garver
Foreningen for Rådgivende Ingeniører
- Jeg synes, det er et problem at hele rådgivningssektoren ikke er taget med. Der ligger rigtig mange udbud, offentlige indkøb og rådgivningsydelser på alle niveauer. Og der er ikke rigtig nogen, der favner det aspekt i forummet. Jeg kunne godt leve med at være overset, hvis jeg kunne se, at vores kompetencer var repræsenteret af andre, siger FRI's direktør Henrik Garver.
Savner specialisering
I Forum for Udbud sidder der både folk fra Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og fem forskellige styrelser og ministerier, mens Marlene Haugaard, direktør for Engineering i NCC, bliver forummets formand.
Det er dog stadig et forum, hvor der mangler viden om de svære og komplekse emner, mener formanden.
- Der mangler kompetencer i transaktionsomkostningerne inden for offentlige indkøb og rådgivningsydelser, synes jeg. Det kunne være i forbindelse med råd til et stort byggeprojekt eller motorvejsbyggeri. Der mangler en dimension til de komplekse indkøb af rådgivningsydelser, og der kunne det have været en styrke at have en mere ren rådgivningsfaglig stemme i rådet, siger Henrik Garver.
Der er dog stadig en smutvej ind for FRI, Danske Arkitektvirksomheder eller andre rådgiverorganisationer. I kommisoriet står der nemlig, at der kan indkaldes eksperter eller forskere fra tilbudsgiver- og ordregiversiden m.fl. i arbejdet med at belyse konkrete problemstillinger.
- Jeg er spændt på at se, hvad fokus bliver for rådet. De åbner også op for at indkalde eksterne eksperter, og der kan det være, at vi bliver inviteret til at sidde med. Det ville være en fin måde at gøre det på, siger Henrik Garver.
Dagens Byggeri arbejder på at få en mail fra erhvervsminister Rasmus Jarlov.