Fire ud af ti boliger sælges inden for to måneder
Boligmarkedet kører godt rundt om København.
Næsten fire ud af ti boliger finder en køber på mindre end to måneder. Det viser en måling fra EDC. I forhold til situationen i 2013 er der tale om en stigning på fem procentpoint, fra 34 til 39 procent.
Det interessante ved opgørelsen er, at ni af de ti kommuner med størst fremgang er sjællandske. Kigger man i stedet på listen over, hvilke kommuner der har den største procentdel af lynsolgte boliger, kommer de otte af dem fra Københavns sydvestlige forstader.
- Tallene viser, at der stadig er mest tryk på boligmarkedet omkring København og især i de hovedstadsforstæder, hvor priserne ikke er allerhøjest. Til gengæld er udviklingen over de seneste fem år mest markant i fremadgående retning især på Sjælland og i øvrigt i en lang række kommuner over hele landet. Jeg hæfter mig især ved udviklingen i en kommune som Odsherred, hvor det for fem år siden kun var hver syvende boligsælger, der fik solgt på mindre end 2 måneder. I dag er det hver anden. Det er i den grad et forandret boligmarked, siger EDC's kommunikationschef Jan Nordmann.
Problemer i Jylland
I den anden ende af skalaen ser man også mønstre. For eksempel er mange af de dyreste hovedstadskommuners lynsalg enten uændret eller gået i den forkerte retning.
- Uden at billedet er helt entydigt, er det alligevel påfaldende så mange af de kommuner, hvor boligerne er dyrest, der befinder sig i den nederste del af listen. Det gælder bl.a. Allerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Frederiksberg. Opgørelsen over andel af lynsalg er dermed et klart signal til boligmarkedet om, at priserne i de dyreste områder har nået toppen, og at der ikke er plads til yderligere prisstigninger, siger Jan Nordmann.
Til gengæld er der store problemer for en del af de jyske kommuner. Lemvig Kommune er gået ned med hele 25 procent, mens Tønder, Billund og Fanø Kommune er gået ned med 19 procent.
EDC oplyser, at en gennemsnitlig salgstid omkring 120-140 dage indikerer et balanceret marked, hvor udbud matcher efterspørgsel, og hvor flertallet af boligsælgere kan regne med at få solgt indenfor en rimelig tidshorisont.