En 58-årig mand er i kritisk tilstand efter at være blevet ramt af et betonelement under en arbejdsulykke i Aarhus-forstaden Risskov. Det skriver Aarhus Stiftstidende. Hans tilstand er kritisk.
– Den 58-årige er blevet ramt af et betonelement, og han er kørt på hospitalet i kritisk tilstand, siger Janni Lundager, der er pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, til mediet. Hun oplyser samtidig, at politiet ikke kan give nærmere information på nuværende tidspunkt.
Politi og brandvæsen blev tilkaldt til byggepladsen klokken 09.09. Manden blev efter ulykken kørt på hospitalet under eskorte.
Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt til stedet for at lave en undersøgelse af, hvad der præcis skete på pladsen, der i sidste ende skal munde ud i at være et helt nyt bykvarter med 700 boliger.
