Regeringen giver en hånd med udviklingen af hovedstaden
Erhverv | Af Thøger Raun |
Den såkaldte "Fingerplan" for København sættes til debat i november i regeringens nye Hovedstadsudvalg. Dansk Byplanlaboratorium ser frem til en revideret udgave.
Siden 1947 har den overordnede ramme om hovedstadens udvikling været den såkaldte "Fingerplan", som sigter på, at samle ervherv og beboelse om infrastrukturknudepunkter, men samtidig holde grønne kiler åbne for miljøet.
Senest blev planen revideret i 2017, men nu har regeringen besluttet, at der skal ses på endnu en modernisering. I hvilket omfang, skal debatteres i november. Befolkningstilvækst og ønsker om lokalisering af virksomheder sætter de 34 hovedstadskommuner og planens principper under pres.
- Vi glæder os til en spændende debat med politikere, borgere og fagfolk om, hvordan vi kan udvikle Fingerplanen og sikre en balanceret udvikling i hele regionen. Der er mange muligheder for at bygge boliger og finde ledige erhvervsarealer samtidig med, at vi bevarer og bygger videre på grundprincipperne i Fingerplanen, vurderer direktør Ellen Højgaard Jensen, Dansk Byplanlaboratorium.
Skitseforslag og fremtidsbilleder
Som afsæt for debatten udarbejdes en række alternative skitseforslag og fremtidsbilleder. De skal blandt andet forholde sig til temaer som regionale knudepunkter for byudviklingen, revitalisering af ældre erhvervsområder, aktivering af de grønne kiler for flere borgere og udarbejdelse af en sammenhængende regional trafikplan.
Til arbejdet, der skydes i gang i november, samles et tværfagligt hold, der tager afsæt i det omfattende materiale, der allerede findes.
Skitseforslag og fremtidsbilleder vil blive præsenteret i et hæfte og i små korte film på lokale og regionale møder og indgå i debatten næste år.