Arkitema skal styre psykiatri-projekt
Arkitektur | Af kras |
Arkitema Architects har vundet udbuddet på at varetage funktionen som byggeledelse og arbejdsmiljøkoordinering på hospitalsbyggeri.
Det blev Arkitema Architects, med underrådgiver Cubic Group, der vandt udbuddet om byggeledelse i forbindelse med etableringen af Ny Psykiatri Bispebjerg.
Her skal Region Hovedstaden over flere etaper etablerer en ny psykiatrisk afdeling ved det kommende hospital i Bispebjerg. Således bliver det arkitektvirksomheden, der skal sørge for, at det daglige arbejde på byggepladsen bliver udført som planlagt. Opgaven omfatter ud over byggeledelse også arbejdsmiljøkoordinering af samtlige entrepriser og bygherreleverancer af udstyr og apparatur.
- Det er en kompleks opgave, hvor vi gør brug af vores store erfaring fra tilsvarende typer opgaver, og jeg er sikker på, at vi gennem organisering, proaktiv styring og godt samarbejde, vil bidrage til at den nye psykiatri bliver færdiggjort som forventet, siger Anders Lomholt, forretningsområdechef i Arkitema Architects.
Byggeriet ved Bispebjerg er tegnet at PLH Arkitekter og Friis & Moltke, og omfatter opførelse af cirka 21.600 kvadratmeter nybyggeri med plads til i alt cirka 200 sengepladser samt cirka 1400 kvadratmeter kælder og 4100 kvadratmeter P-kælder.