PFA tager fat på byggeri af 400 boliger i Aalborg
Erhverv | Af Thøger Raun |
Aftalen om det første boligprojekt på Aalborgs nye store centrumnære byområde Stigsborg Havnefront er nu faldet på plads.
PFA Ejendomme har sammen med entreprenør A. Enggaard købt fire byggefelter og vil bygge fire boligkarréer ned til Limfjorden på samlet set 35.000 kvadratmeter og op til 400 boliger. Det skal ske på Stigsborg Havnefront i Aalborg, hvor man er gået i gang med udviklingen af et 54 hektar stort, nyt byområde.
- Vi har igangsat en del aktiviteter i Aalborg de seneste år. Byen er inde i en meget positiv udvikling, og konkret gik vi jo for knap et år siden direkte ind og blev medejer af Stigsborg P/S. Nu foretager vi så den første store investering i området, forklarer ejendomsdirektør i PFA Michael Bruhn og fortsætter:
Miks mellem eje og leje
De nye boligejendomme bliver på fire til seks etager og rummer et godt miks mellem eje- og lejeboliger. Konkret skal der bygges fire boligkarréer, der adskilles af lokalveje, og med hver deres fællesskaber omkring indre gårdrum. Ejendommene bliver nabo til Aalborg Kommunes By- og Landskabsforvaltning mod vest, og mod nord skal Aalborgs nye folkeskole bygges. Grunden grænser også op til Limfjorden og en stor del af de kommende beboere vil således få en flot fjordudsigt mod syd:
- Ejendommene får en særdeles attraktiv beliggenhed midt i området og ned til fjorden. Her vil vi skabe et byggeri i særklasse med blandt andet bæredygtige løsninger og medborgerskab. Samtidig ser vi byggeriet som en god investering, som skal skabe stabile langsigtede afkast til vores pensionskunder, fortsætter Michael Bruhn.
Første skridt
Hos Stigsborg P/S er bestyrelsesformand Flemming Borreskov også meget tilfreds med aftalen:
- Det er klart, at det er en stor milepæl for området, at de første grundkøb er faldet på plads. Nu vil der inden længe komme byggeaktivet og kraner i området, og det bliver den første store og synlige markering af det meget omfattende byggeri, der kommer til at fylde i området i de næste måske 20-30 år. Det er for mig at se den foreløbige kulmination på mange års forberedelser, siger han.
Stigsborg Havnefront er et af Danmarks største kystnære byudviklingsprojekter, og man har planer om boliger til 7.500 indbyggere, etablering af offentlige institutioner som folkeskole, plejehjem og daginstitutioner, anlægning af Aalborgs største bypark samt en række erhverv såsom kontorerhverv, cafeer, butikker.