Tyveri forsinker Holbæk Havneby i fire måneder
Byggeri | Af Thøger Raun |
Holbæk Havneby skulle efter planen have været færdig til 1. november, men arbejdet er forsinket.
Holbæk Havneby skulle efter planen have været færdig til 1. november, men arbejdet er forsinket. Den første del bliver i stedet klar til 1. februar og den anden del 1. marts, skriver dagbladet Nordvestnyt.
Det er Holbæk Havneby A/S, der står bag byggerierne på hjørnet af Kanalstræde og Havnevej i Holbæk. Her opføres 17 ejerlejligheder, 25 lejeboliger (almene boliger), fem små ferieboliger og fem-seks erhvervslokaler.
- Det er et kompliceret byggeri hele vejen igennem. Der har været en række komplikationer undervejs i byggeprocessen, men jeg vil ikke gå i detaljer med det, siger advokat Klaus Rasmussen, Advodan Holbæk, der er direktør i Holbæk Havneby A/S.
Han nævner dog, at der for nogle måneder siden var et større tyveri fra byggepladsen af vinduer og døre, hvorefter der var ventetid på nye.
Beton til fronten
Projektet Holbæk Havneby kombinerer dagligvarebutik, specialbutikker, restuarant, foodmarket samt leje- og ejerboliger
Bygningskomplekset opføres som en tung base i beton, hvor alle projektets publikumsorienterede funktioner samt den overdækkede parkering samles. Ovenpå basen disponeres boliger, som udtrykker sig som en let, træ-/zinkbeklædt konstruktion.
På førstesalen ligger der lejeboliger og ejerboliger, som samles omkring to haverum. De almene boliger bliver ifølge den nye aftale leveret 1. februar. Samme dato leveres tre ejerboliger i blokken over mod Havnevej, og 1. marts følger de øvrige ejerboliger.
- Det er en rigtig, rigtig ærgerlig situation, ikke mindst for de mennesker, der har købt en lejlighed, siger Klaus Rasmussen.