Byggebranchen skal bindes sammen digitalt
15 af de største aktører i den danske byggebranche er for første gang gået sammen og har udviklet et fælles digitalt værktøj.
Den danske byggebranche er som mange andre brancer på en digitaliseringsrejse i disse år.
I dag er det helt normalt, at man udfører hele byggerier digitalt i avancerede 3D-programmer, inden den første spade bliver sat i jorden.
Netop fordi byggebranchen er inde i en konstant digitalisering, er det afgørende, at vi kan snakke samme digitale sprog på tværs af organisationer, når vi udfører store byggerier i fællesskab.
BIM processpecialist Troels Sønder Olsen
Link Arkitektur
Netop derfor, og for at styrke samarbejdet på tværs af en byggebranche i digital udvikling, har de to branchenetværk DiKon og BIM7AA nu for første gang, og med støtte fra deres respektive medlemsvirksomheder, udviklet et fælles samarbejdsværktøj. Værktøjet skal sikre en fælles digital standard i byggeprocessen, både i bygnings- og landskabsmodeller, sidstnævnte er lavet i samarbejde med branchenetværket BIM i Landskabet
Én standard for digitalt samarbejde
Værktøjet har fået det mundrette navn "Dikon & BIM7AA's Bygningsdelsspecifikation for bygnings- og landskabsmodeller". Den fastsætter en fælles standard for de dele, der indgår i et byggeri, når der samarbejdes mellem de forskellige aktører. Når et sådan værktøj bliver udgivet i samarbejde mellem 15 af de største aktører i byggebranchen, er det med ambitionen om, at definere én løsning, som hele den danske byggesektor kan tage til sig.
Morten Alsdorf, der er chef for NCC Buildings digitale afdeling, ser meget positivt på den nye fælles udgivelse og de effekter, som en fastsættelse af én fælles standard for digitalt samarbejde kan føre med sig.
- Bygge og anlægsbranchen har behov for en fælles standard, der understøtter arbejdet med den digitale bygningsmodel, så vi ved hvad vi kan forvente af hinanden, siger Morten Alsdorf.
Det nye værktøj skal sikre, at alle parter, der er involveret i byggeprocessen snakker samme digitale sprog. På den måde er det DiKon og BIM7AA's fælles ambition at styrke samarbejdet mellem alle aktører, når et nyt byggeri igangsættes.
Bedre samarbejder giver afkast på bundlinjen
I takt med at bygningsdele og tilhørende informationer skabt i bygningsmodellen får en stigende betydning for byggeriets parter, er der behov for entydigt at beskrive indholdet af en bygningsmodel i forhold til bygningsdelens pålidelighed, geometriske repræsentation og tilhørende egenskabsdata.
Helt konkret, fastsætter Bygningsdelsspecifikationen, hvilke geometriske egenskaber de forskellige dele af en bygning skal have. En optimering af den proces kan potentielt spare byggeriet for misforståelser og miskommunikation og i sidste ende ses på bundlinjen.
- Netop fordi byggebranchen er inde i en konstant digitalisering, er det afgørende, at vi kan snakke samme digitale sprog på tværs af organisationer, når vi udfører store byggerier i fællesskab. Et effektiviseret digitalt samarbejde optimerer vores flow, og det vil i sidste ende kunne ses på bundlinjen, siger Troels Sønder Olsen, BIM processpecialist hos Link Arkitektur.
Foruden at fastsætte en fælles standard i den danske byggebranche, så tager samarbejdsværktøjet også hensyn til den internationale virkelighed, de 15 danske virksomheder opererer i. Bygningsdelsspecifikationen er derfor også udviklet med hensyn til internationale standarder.
Klar til brug på Aarhus Universitet
Universitetsbyen i Aarhus bliver første projekt, hvor det nye fælles værktøj bliver taget i brug. Her vil man omdanne det gamle kommunehospital til et by-integreret campus med navnet Universitetsbyen.
Under ombygningen af det gamle kommunehospital kommer den fælles bygningsdelsspecifikation til at være omdrejningspunkt for de digitale leverancer i form af 2D og 3D, der løbende udvikles, som renoveringen skrider frem.
Simon F. Ramsløv, der er IKT Koordinator på Aarhus Universitet og dermed varetager AU's interesser vedrørende de digitale leverancer på projektet, ser med positive øjne på den fælles udgivelse.
- Det er glædeligt, at de store aktører er begyndt at tænke ens og i fællesskab understøtte bedre leverancer i byggeprocessen. Det forventer jeg, at samarbejdet om dette nye værktøj vil være med til at sikre, siger han.
Medlemmerne bag de to branchenetværk udgøres af nogle af de største entreprenør-, arkitekt- og rådgivende virksomheder i den danske byggebranche.