Ny bygning skal bringe folk tilbage i tiden
Arkitektur | Af kras |
Den Gamle By åbner sig mod Aarhus midtby med en ny hovedindgang, tegnet af Cubo, der forventes færdig i 2021.
Der bliver bedre tilgængelighed til Den Gamle By, når den nye hovedindgang står klar.
- Vi har ventet på det her i mange år. Nu er vinderen af arkitektkonkurrencen fundet, og vi har her et virkeligt stærkt projekt fra Cubo. Med den nye hovedindgang kan vi på fineste vis afslutte det byggeboom, der har været i Den Gamle By i de seneste mange år, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.
Med den nye hovedindgang kan vi på fineste vis afslutte det byggeboom, der har været i Den Gamle By i de seneste mange år.
Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn
Den Gamle By
For den Gamle By har det især været vigtigt, at den nye hovedindgang åbner sig mod byen og binder Den Gamle By bedre sammen med Aarhus.
Museet bliver dermed en iøjnefaldende del af kulturstrøget fra Musikhuset og Aros over Godsbanen til Væksthusene i Botanisk Have.
Hovedindgangens placering letter adgangen for handicappede, og de mange nye parkeringspladser under Ceres-byen kommer alle gæster til gode.
Stærkt felt
Det har været et konkurrenceforløb med fem meget forskellige forslag.
Det blev Cubo med hovedkontor i Aarhus, der løb med sejren til sidst.
- Vi er både meget stolte og beærede over, at vi nu er udpeget som endelig vinder af arkitektkonkurrencen, og som lokale Aarhus arkitekter opfatter vi det som en særlig anerkendelse nu at få mulighed for at sætte et afgørende aftryk på vores by, siger Bo Lautrup, partner og arkitekt i Cubo.
Hos Cubo har koblingen til Den Gamle Bys historiske bymiljø været en udfordring og inspiration, ligesom den tætte tilknytning til Anton Rosens ikoniske Aarhus Pavillon har haft afgørende indflydelse på konkurrenceforslagets arkitektoniske udformning og ideen om den unikke trækonstruktion i det transparente skrin.
Den Gamle By vendes rundt
Med den nye hovedindgang vil gæsterne få en helt anden begyndelse på museumsbesøget end hidtil. Det bliver den genkendelige tid i bydelen fra 1974 og gaden fra 2014, som gæsterne først ser.
Hermed bliver den nye hovedindgang afslutningen på det kæmpe fornyelsesprojekt, der opstod som en vild idé helt tilbage i 2001. En idé, der har kunnet føres ud i livet på grund af støtte fra A.P. Møller Fonden.
- Det er meget glædeligt, at Den gamle Bys 1974-kvarter er blevet så stor en succes. Med den nye ankomstbygning, der byder varmt velkommen og skaber bro til byen, vil endnu flere forhåbentlig blive tiltrukket og få en god og lærerig oplevelse på hele museet, siger Henrik Tvarnø, direktør for A.P. Møller Fonden.