Facebook bygger nyt datacenter i Danmark
Byggeri | Af Mathias Hansen |
Esbjerg får det blot andet danske center fra giganten.
Danmark får sit sjette datacenter. Facebook har købt en grund på lidt mere end to millioner kvadratmeter, , svarende til godt 200 hektar, mellem Esbjerg og landsbyen Andrup. Det skriver Avisen Danmark.
Den amerikanske gigant vil i etaper bebygge et areal på 250.000 kvadratmeter. En femtedel af bygningen bliver til administrations-, logistik- og servicebygninger, mens resten skal huse datahaller. Byggeriet påbegyndes i starten af 2019.
Det er anden gang, Facebook vender snuden mod Danmark for at bygge et datacenter. Byggeriet er som bekendt allerede i gang i Tietgenbyen syd for Odense. Centret i Esbjerg er blot det fjerde center, virksomheden bygger uden for USA.
Politisk gennemgang
Sagen skal behandles i Esbjerg Byråd mandag, hvorefter der kommer en offentlig høring på otte uger. I sagsmaterialet står skrevet, at det er selskabet Notitia Networks ApS, der står bag, men ifølge Avisen Danmark, er det en front for Facebook International Operations Limited i Dublin, som reelt står bag byggeriet.
- Hvad angår den større virksomhed, som ønsker at lokalisere sig i det udlagte erhvervsområde mellem motorvejen og Andrup, skal det nødvendige plangrundlag nu behandles politisk. Det sker i Økonomiudvalget og Byrådet 8. oktober, hvorefter der kommer otte ugers offentlig høring, skrivers Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen, Venstre.
Udover Facebook åbner Apple et datacenter i Foulum nær Viborg i 2019, mens de yderligere har et center på vej i Kassø nær Aabenraa. Google har også købt en grund i Kassø samt i Fredericia.