Aabenraa uddeler arkitekturpriser
Arkitektur | Af -jazt |
Aabenraa Kommunes har givet Gildegade 17 og VUC Glødelampen henholdsvis Bygningsforbedringsprisen og Arkitekturprisen, mens Aabæk Efterskole er vinderen af Borgernes Favorit med tæt på 50 procent af borgernes stemmer.
306 stemmer. Så mange af borgernes stemmer fik Aabæk Efterskole ud af i alt 692 afgivne stemmer i dette års Borgernes Favorit, som skolen blev hædret for forleden på Det Gamle Rådhus.
- Der skal lyde et stort tillykke til Aabæk Efterskole, der må siges at være en fortjent vinder af Borgernes Favorit 2018, siger Philip Tietje, formand for Bygningspræmiering 2018 og formand for Vækstudvalget for Land og By, og tilføjer:
- Over en lang periode har skolen arbejdet på at få et nyt samlingspunkt til eleverne. Det har resulteret i den nye tilbygning 'skibet', som skyder sig ud fra landskabet og kobler sig på den eksisterende hal. På den måde har skolen fået et helt nyt liv og udtryk med rå og enkle materialer samt stærke farver og perforerede krydsfinersplader, der bidrager til et friskt og ungdommeligt miljø, som samtidigt kan tåle at blive brugt.
Priser til Gildegade 17 og VUC Glødelampen
På Det Gamle Rådhus overrakte Aabenraa Kommunes Bygningspræmiering 2018's bedømmelsesudvalg de to ærefulde priser - Bygningsforbedringsprisen og Arkitekturprisen - til henholdsvis Gildegade 17 og VUC Glødelampen.
- De forbedringer og ombygninger, de to vindere har gennemgået, forskønner virkelig bybilledet i Aabenraa. Gildegade 17 har med sin smukke og kompromisløse istandsættelse ikke kun løftet sig selv, men bidrager positivt til hele gaden og kvarteret. Samtidig har VUC Glødelampen på inspirerende vis skabt et anderledes og nytænkende undervisningsmiljø, der med sine mange lag og høje kvalitet bidrager positivt til byen, siger Philip Tietje.