Byggeriet spises af med gamle travere i Løkkes åbningstale
Politik | Af Mathias Hansen, Emil Filtenborg og Thøger Raun |
Folketingets åbning bød trods valgår ikke på nye løfter til byggebranchen.
Politikere, som gerne vil genvælges, har en tradition for at love udvalgte vælgergrupper lidt ekstra godt i muleposen, når lejligheden byder sig. Men statsministerens åbningstale i Folketinget i dag indeholdt ikke nye gaver. Ikke til byggeriet i hvert fald. I stedet havde Lars Løkke Rasmussen medbragt løfter af gammel dato, mens stålet i løftestangen bestod af moderat bedagede argumenter. Det undgik ikke at blive bemærket af interesseorganisationerne.
- Det er positivt, at regeringen viser, den tager erhvervslivets udfordringer alvorligt. Nu er det så bare vigtigt, at de mange løfter og forslag omsættes til konkret handling, siger Niels Jørgen Hansen, der er administrerende direktør i Tekniq, mens Dansk Byggeri efterlyser flere tiltag, der vil kan øge arbejdsstyrken. Eksempelvis hurtigere udfasning af efterlønnen, fremrykning af den højere pensionsalder og en fortsat indsats i forhold til lavere skat på arbejde.
Det er vores klare råd til statsministeren at fjerne den planlagte besparelse på erhvervsuddannelserne, der bærer det underlige navn: Omprioriteringsbidrag.
Ane Buch, administrerende direktør i SMV Danmark
Erhvervsskolerne i centrum
Et af de ældre løfter, som i den næste tid kommer til at trække på Lars Løkkes politiske kapital, er en styrkelse af erhvervskolerne. Der mangler faglærte, er efterhånden de fleste enige om, men de unge lader sig ikke lokke til erhvervsuddannelserne. Det vil regeringen nu gøre noget ved, sagde statsministeren.
- Siden valget er vi nået et stykke. Frafaldet er lavere. Fagligheden højere. Flere unge søger ind. Det sætter vi to milliarder kroner ekstra af til over de næste fire år. Til at styrke vejen fra folkeskole til faglært. Opgradere folkeskolens praktiske fag. Og øge kvaliteten af erhvervsuddannelserne.
Det kan være et nyt forslag, men det lægger sig tæt op ad det forslag, regeringen kom med i starten af september. Det har skaffet ham støtten fra SMVdanmark, der dog helst ser, at man bare fjerner det såkaldte omprioriteringsbidrag, som blev designet til at spare 500 millioner kroner på erhvervsuddannelserne. I 2019 alene.
- Statsministeren har store ambitioner i forhold til både at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse og sikre en høj kvalitet på erhvervsskolerne. Hvis det skal lykkes, er det vores klare råd til statsministeren at fjerne den planlagte besparelse på erhvervsuddannelserne, der bærer det underlige navn: Omprioriteringsbidrag, siger SMV Danmarks direktør Ane Buch.
Behov for udenlandsk arbejdskraft
Hos storebror i Dansk Byggeri bakker man i særlig grad op om den del af Lars Løkke Rasmussens tale, som italesætter manglen på arbejdskraft. Statministeren nævner et tættere samarbejde med lande som Singapore, USA og Canada med mere, og direktør i Dansk Byggeri Lars Storr Hansen udtaler, at tiden ikke er til at hvile på laurbærene.
- Det er nu, mens det går godt, at værktøjskassen med reformer bør findes frem igen. Virksomhederne - ikke mindst i byggeriet - har svært ved at skaffe de medarbejdere, de har brug for. Derfor skal der sættes massivt ind for at få alle arbejdsduelige herhjemme i job, lyder det.
I morgen onsdag fremlægger regeringen et udspil, der skal gøre det lettere for virksomhederne at tiltrække arbejdskraft fra udvalgte lande. Det hænger blandt andet sammen med en god dansk økonomi. Og Dansk Byggeri håber på, at politikerne glemmer deres partifarve i morgendagens udspil.
- Vi deler statsministerens håb om, at flertallet i Folketinget denne gang vil være med til at løse problemerne. Det er jo ikke bare vores virksomheder, der er afhængige af de kvalificerede udlændinge, som kommer hertil for at arbejde. Det gælder også hele den danske økonomi. Lars Løkke Rasmussen har helt ret, når han påpeger, at fællesskabet ikke bliver svækket af at få dygtig hjælp udefra, siger Lars Storr-Hansen.
Fri bevægelighed er tilstrækkelig
Begejstringen for statsministers udstrakte hånd til den udenlandske arbejdskraft er til at overse i Dansk Byggeris modstykke - fagforenignen 3F, som synes, man skal koncentrere sig om de ledige danskere, før man tager udenlandsk arbejdskraft ind.
- Det er jo sådan, at virksomhederne kan søge arbejdskraft inden for EU, hvor der er fri bevægelighed, og man kan søge så tosset man vil uden for EU, hvis bare man holder sig til beløbsordningen. Derfor hænger det overhovedet ikke sammen, når Dansk Byggeri mener, vi skal tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft, for der er ingen grænser, så længe man tilbyder en anstændig løn, siger Palle Bisgaard, der er forhandlingssekretær i 3F's byggegruppe.
Valgåret er hermed skudt i gang.