Hofteatret skal restaureres nænsomt for 50 millioner
Byggeri | Af Thøger Raun |
På Slotsholmen i København ligger en ikonisk bygning fra 1767, som skal have en overhaling af ansatte med fløjlshandsker.
I Christiansborg ridebaneanlæg er der gemt et teater. Det er kongerigets ældste teater og har ligget i magtens absolutte centrum, siden Christian den 7. lod det bygge som et privat teater til sit hof i 1767. Men alderen er ikke gået ubemærket hen over teatret, så nu skal det godt 250 år gamle Hofteater restaureres. Bygningerne stammer fra den del af det første Christiansborg Slot, som ikke gik tabt ved den store brand i 1794, og er derfor relativt skrøbelige, men stadig skal der ske en modernisering af udstillinger og formidlingsvirksomhed i det snart 100 år gamle teatermuseum. Det forklarer direktør Peter Christensen Teilmann:
- Vi ønsker, at Teatermuseet i Hofteatret skal styrkes som historisk attraktion, så vi kan give fortællingerne om Hofteatret og dansk teaters historie videre til vores besøgende. Samtidig er det en historisk bygning, så dem, der skal arbejde på restaureringen skal praktisk talt iklæde sig fløjlshandsker, siger han.
Dem, der skal arbejde på restaureringen skal praktisk talt iklæde sig fløjlshandsker.
Peter Christensen Teilmann, direktør for Teatermuseet i Hofteatret
Som en del af den gennemgribende restaurering vil bygningens tekniske installationer blive moderniseret, der vil blive skabt bedre adgangsforhold og brugerfaciliteter og en modernisering af tekniske forhold omkring salen og scenens brug. Direktøren understreger, at man har fået god hjælp til at komme i mål med projektet.
- Uden støtte fra særligt tre fonde, nemlig A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, var vi ikke lykkes med projektet.
Lukker i 2020
Det er to udbud, som løber parallelt med hinanden.
Hofteatret på Slotsholmen i København skal restaureres, og udstillingsfaciliteter og formidlingsvirksomheden i Teatermuseet i Hofteatret skal moderniseres. Samlet budget er 50 millioner kroner, og enhedschef for restaurering i Slots- og Kulturstyrelsen Annette Straagaard siger:
- Restaureringen af Hofteatret er et spændende projekt, for her kombinerer vi noget af det, Slots- og Kulturstyrelsen har stor erfaring med; Nemlig at bevare vores fælles kulturarv og samtidig restaurere en bygning, der fortæller en vigtig historie.
Fra efteråret 2020 vil Teatermuseet i Hofteatret blive lukket ned i en længere periode, mens restaureringsprojektet rykker ind. Indtil da fortsætter Teatermuseet i Hofteatret som vanligt med udstillinger, omvisninger og faste åbningstider.
I øjeblikket kan man opleve særudstillingen "Ramaskrig", der fortæller om en periode i 1840'erne, hvor italiensk opera indtog Hofteatret. Det var tilsvarende i 1840'erne, at man senest udførte gennegribende forandringer på bygningen på Slotsholmen.