Calum udvikler boligprojekt på Nørrebro
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Developeren er klar med mindre projekt med 18 familielejligheder.
Til sommer er 18 nye lejligheder klar til deres kommende beboere. Calum har udviklet projektet med de 18 familielejligheder på hjørnet af Falkevej og Nordre Fasanvej på Nørrebro.
- Nørrebro er, viser undersøgelser, en af hovedstadens mest ressourcesvage bydele. Familier i Nordvestkvarteret og på Nørrebro har i gennemsnit omkring 200.000 om året til rådighed efter skat. I Klampenborg er samme tal per husstand over 700.000 kr. Vi er meget glade for at kunne stille nogle nye faciliteter og kvadratmeter af rigtig høj kvalitet til rådighed i et område med mange, ofte ressourceknappe børnefamilier. Det kan forbedre boligsituationen og bidrage til øget livskvalitet, siger adm. direktør hos Calum, Jakob Axel Nielsen.
Han er tidligere sundhedsminister og refererer bl.a. til en undersøgelse af indkomstfordelingen blandt de 66 sogne i København og Frederiksberg Kommune, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd offentliggjorde tidligere på året.
Undersøgelsen bygger på tal fra Danmarks Statistik og viser, at de 10 fattigste sogne, på nær et enkelt på Amager, ligger i Brønshøj, Nørrebro og Nordvest. Noget der også manifesterer sig i udvalget af lejeboliger på Nørrebro, forklarer han.
Lejligheder udvikler området
- Mange eksisterende lejelejligheder på Nørrebro er små, slidte og vedligeholdelseskrævende. Vi tilbyder på Falkevej 18 helt nye, slidstærke lejligheder med fire til fem værelser på tilsammen omkring 100 kvadratmeter. Rammerne er perfekte for familier med flere børn. Det er sådanne bygninger, som vi gerne ser flere af her, fordi de giver kommende lejere ekstra kvalitet i hverdagen og ofte tiltrækker nye, ressourcestærke beboer og udvikler området, siger adm. direktør hos Calum, Jakob Axel Nielsen.
Calum købte i 2015 to ejendomme på hjørnet af Falkevej og Nordre Fasanvej, indeholdende en Ingo-tankstation og Dansk Røde Kors, som i dag er revet ned. I stedet opfører firmaet nu en ejendom med to længer på hver fire etager langs henholdsvis Falkevej og Nordre Fasanvej.
I modsætning til hovedparten af lejlighederne på Nørrebro, som er opført i begyndelsen af sidste århundrede, får de kommende beboere elevator i opgangen. Under boligernes fælles gårdrum bliver der plads til 18 biler. HP Byg står for byggeriet, og Sangberg Arkitekter har tegnet boligerne.
Ifølge byggeplanen er lejlighederne klar til brug i juli 2019. Salgsprisen for ejendommen bliver lige under 75 millioner kroner.