Bygherre brænder nallerne på handelsstrøg
Erhverv | Af Thøger Raun |
Rådhusstrædet i Køge blev aldrig den succes, som bygherren havde håbet - i hvert fald ikke med TK Development for bordenden.
Bygherren TK Development har gennem tre år haft et samlet tab på hele 35 millioner kroner som direkte konsekvens af opførelsen af handelsstrøget Rådhusstrædet i Køge. Det skriver entreprenøren i en pressemeddelelse.
Derfor nedskriver TK Development projektet med hele 50 millioner kroner, fremgår det af selskabets halvårsrapport. Årsagen til de økonomiske kvaler skal især findes i en entreprenørkonkurs få uger inden indvielsen af handelsstrøget. Men også byggeriets kompleksitet og størrelse har spillet negativt ind, fortæller konstitueret direktør i TK Development A/S, Robert Andersen til Dagbladet i Køge:
- Set bagudrettet har det været en noget mere kompleks sag, end vi havde forudset. Vi kan ikke beskylde andre for noget, men vi burde nok have været mere agtpågivende og måske have bygget i knap så hurtigt et tempo, siger Robert Andersen til avisen.
TK Development havde oprindeligt budgetteret med en avance på omkring 115 millioner kroner for projekt Strædet, hvilket betyder en afvigelse på hele 150 millioner kroner i negativ retning.
Polen skal redde året
Måden hvorpå, man kommer om ved det dårlige år i virksomheden TK Development, er ved at afhænde aktiviteter i Polen.
Man har gennem flere år opbygget en stor tilstedeværelse i det centraleuropæiske land, blandt andet via ejerskab af et større lejlighedsprojekt samt et shoppingcenter på 17.500 kvadratmeter. Og nu søger man at afhænde et stort grundareal på godt 11 hektar i Bytom i Polen, hvor målet tidligere var at udvikle området til retail og logistik. I forbindelse med at tidligere administrerende direktør Frede Clausen stoppede i foråret 2018 blev desuden det meldt ud, at komplekse udviklingsprojekter herunder shoppingcentre, ikke længere er en del af koncernens strategi.
I Køge er er den væsentligste del af projektet Rådhusstrædet, er overdraget til Citycon i december 2017. En mindre del af retail-delen, cirka 3.000 kvadratmeter, er overdraget til Citycon i juli 2018.