Ny generation forkuserer på klimasikring og byudvikling
Arkitektur | Af Thøger Raun |
Fredag 5. oktober udstiller de nyuddannede landskabsarkitekter fra Københavns Universitet deres afgangsprojekter.
Tilflytning til byerne og den voldsomme udledning af CO2 betyder, at mange af fremtidens landskabsarkitekter kommer på opgaver inden for byudvikling og klimasikring. Og det afspejles af årets afgangsopgaver, som man kan opleve mellem 5. og 13. oktober.
Her vil man finde en serie af projekter, som kombinerer klimasikringstiltag med udvikling af oplevelsesrige byrum og rekreative åndehuller, hvor eksempelvis tidligere industrihavne og -områder transformeres til nye bydele. Susanne Renee Grunkin, formand for Danske Landskabsarkitekter, der er medarrangør af udstillingen, fremhæver, at udstillingen kan give borgerne indsigt i, hvordan landskabsarkitekter tager hånd om samfundsmæssige udfordringer:
- De nye landskabsarkitekter tager fat om samfundsrelevante udfordringer, som mange borgere, særligt dem der bor i byerne, kender til, eller i hvert fald er bevidste om. På udstilingen vil formidlingen sikre, at almindelige borgere opnår et skærpet syn på deres egne omgivelser, siger hun og tilføjer:
- Vi hjælper folk til at blive mere kritiske i forhold til, hvad der kendetegner det gode udemiljø, og måske dermed evne at stille flere krav til kvaliteten af byens rum, siger hun.
Stedet er Copenhagen Plant Science Center, der er en del af Frederiksberg Campus på Københavns Universitet. Der er gratis adgang.
På udstillingen præsenteres årets afgangsprojekter med posters, modeller og procestegninger, ligesom der bliver udgivet et mindre katalog, som samler hovedparten af de udstillede projekter.