Bonava fortsætter store jordopkøb i København
Der står Bonava på flere og flere ejendomme i København.
Boligudviklingsselskabet Bonava har netop købt jord til yderligere 160 familieboliger. Denne gang er sælgeren Brøndbyvester Kirke, hvor Grundtvig i 1851 blev gift med sin anden hustru.
Med den nye investering på vestegnen har Bonava alene i 2018 erhvervet jord til 662 nye boliger i hovedstadsområdet - fra Køge mod syd til Hillerød mod nord. Det skriver de i en pressemeddelelse.
- Vi fortsætter ekspansionen - i det her tilfælde på vestegnen, hvor der også er behov for familievenlige boliger, der er til at betale. Generelt satser vi på at bygge flere rækkehuse i hele hovedstadsområdet, hvad vores mange nye jordopkøb vidner om, siger direktør Claus Skytte fra Bonava.
Det lokale menighedsråd har hidtil lejet det store areal ud til landbrugsformål. Nu planlægger Bonava at udvikle 160 et- og to-plans rækkehuse med i alt 20.000 kvm boliger. Projektet har fået navnet Skovbyen.
De kommende beboere bliver blandt andet naboer til en fredskov og anden natur. Projektet er integreret i fredskoven, med grønne kiler, der binder området sammen. Støjvolden langs motorvejen forbedres, og projektet bliver svanemærket.
Lokalplanen ventes godkendt i slutningen af 2019, hvorefter salg og byggeri af Skovbyen igangsættes.
Salmedigteren, forfatteren og præsten N. F. S. Grundtvig har sat lokaliteterne på det kulturhistoriske landkort. Han kom ofte i præstegården og lod sig for 167 år siden vie af sine gode ven - Brøndbyvester-præsten Gunni Busck - i den gamle landsbykirke.
Bonava-gruppen omsatte i 2017 for 14,5 milliarder svenske kroner.