De tre nominerede til Danish Wood Award er fundet
Arkitektur | Af Mathias Hansen |
To jyske og et enkelt sjællandsk projekt er i spil til prisen.
I år holder Danish Wood Award 60 års fødselsdag, og forfesten er allerede blevet sat i gang. De tre nominerede artitekter til prisen er nemlig blevet fundet.
Det drejer sig om Vadehavscentret i Ribe, der er tegnet af Dorte Mandrup, Studielandsbyen i Viby, der er tegnet af Lenschow og Pihlmann samt et enfamiliehus af Einrum Arkitekter.
Ripensisk robinietræ
Vadehavscentret i Vester Vedsted ved Ribe blev indviet i februar sidste år, og dens nominering kommer på grund af de stråtækte facader samt listerne af robinietræ.
I nomineringen er der dog nævnt et enkelt element, der forstyrrer det samlede helhedsbillede. I renoveringen af de eksisterende bygninger var der ikke kapital nok til at beklæde facaden med robinie, ligesom nybyggeriet er blevet det.
Tidligere i år vandt byggeriet guld ved German Design Award, mens den sidste år både vandt Den Danske Lyspris og Årets Byggeri.
Væk fra de kedelige kollegieværelser
Der er mange studie- og kollegieværelser, der set udefra ikke er noget særligt. Det har Lenschow og Pihlmann ændret ved deres studielandsby i Viby, der er en forstad i det sydlige Aarhus. I alt består landsbyen af 56 studieboliger, som alle tager udgangspunkt i bindingsværksgården Søgaard fra 1677.
I nomineringsgrundlaget er der også nævnt, hvordan arkitektfirmaet har været dygtige til at bruge de rigtige materialevalg. Lofter og hemse er for eksempel lavet i krydsfinér af gran, gulvene er støbt i beton, mens det nye tag er lavet af pandeplader i alu-zink.
Endelig er den eksisterende gård blevet efterisoleret på en måde, der stadig giver plads til dens oprindelige støbejernsvinduer og originale bindingsværk.
Nomineret for eget hjem
Det tredje og sidste projekt er samtidig det eneste på Sjælland. Projektet med det mundrette navn CLT Projekt T77 blev rejst på blot to dage og bliver i dag brugt som bopæl for artitektparret Steffan Iwersen og Kristin Brynja Gunnarsdóttir i Brønshøj. De to er samtidig også stifterne bag einrum artitekter.
Huset blev, som navnet antyder, oprettet af krydslamineret tømmer, hvilket man oftest ser i store byggeprojekter. Projektet er blevet indstillet til prisen, da den er bygget på et lavt budget men alligevel med en stor vision og store fremtidsudsigter. Den endelige vinder af projektet findes den 27. september. Vinderen får en præmie på 100.000 danske kroner.