Danske arkitekter konsulterer på bæredygtig by i Bulgarien
Arkitektur | Af Thøger Raun |
En grund på 15.000 m2 skal lægge plads til den første BREEAM certificerede landsby i Balkan-landet.
Landskabet i den bulgarske region Prolesha består af opdyrket jord med spredte småbyer og pletvise skovbevoksninger.
Mod vest og syd omkranses området af bjerge og hovedstaden Sofia ligger blot en halv times kørsel derfra. I det blødt svunge landskab har eco-turisme virksomheden Wild Echo købt en grund på 15.000 m2 - og her vil man skabe en bæredygtig landsby i 'fri natur' med nærhed til byen. Arkitektfirmaet Rum er hyret ind som konsulenter i forbindelse med udviklingen af det bæredygtige koncept, som skal ende ud i en Breeam-certificering af landsbyen.
- Vi er blevet inviteret til at deltage i projektet på baggrund af vores ekspertise og erfaring med bæredygtige designkoncepter. Projektet har en ekstrem ambitiøs og visionær agenda, og jeg tænker, at der er meget fra den skandinaviske arbejdsmetode med bæredygtigt design, som vil gavne processen og det endelige resultat, siger Elena T. Nikolova, bæredygtigheds konsulent i RUM
Prolesha sustainable village
Projektet har fået navnet "Prolesha sustainable village" og skal bestå af syv private boliger med adgang til fælles stalde med heste, svømmingpool, barbequeområde og sportsbaner. Boligerne på knap 350 m2 er store set med danske øjne. De vil blive placeret så de omkranser fællesområder, som skal indramme det sociale liv i landsbyen, fortæller Dobromir Domuschier, ejer af eco-turisme virksomheden Wild Echo.
- Landsbyen kommer til at henvende sig til familier med en bæredygtig livsstil. Vi har tænkt på, hvordan ens liv og bolig vil bidrage positivt til fællesskabet og miljøet. Der er i projektet indtænkt lokal produktion af økologisk frugt og grønt, anvendelse af biologisk nedbrydelige kemikalier samt systemer til behandling af affald og vand. Tanken er at skabe et fællesskab, som vil inspirere andre og bane vejen for lignende projekter i Bulgarien.
Fra Tørring til Sofia
Dog har man endnu ikke fundet de arkitekter, som skal tegne landsbyen. Målet er at de blvier lokale.
Rum skal give feedback på designprocessen, lave simuleringer og analyser samt komme med input til materialer. Alt sammen for at sikre at projektet kan certificeres med "Breeam Outstanding", hvilket er det højeste niveau i systemet. Og arkitekt ved Rum Lærke Munk Elsgart forklarer, at man ser frem til flere opgaver i den boldgade. Som da man vandt byggeriet af det nye administrationshus i Tørring ved Horsens, der gerne skulle ende med en DGNB-certificering.
- Det er spændende at arbejde med den slags projekter. Udfordringen er større, og det er bæredygtigt byggeri, som ser ud til at være fremtiden i vores branche, lyder det fra Rum.