Stenuld på elementform reducerer byggetid med 60 procent
Byggeri | Af Thøger Raun |
Til byggeriet af Nordbro på Nørrebro i København er der brugt præfabrikerede modulopbyggede facader.
Når den sidste finish er lavet på Nordbro, kommer bygningen til at bestå af syv punkthuse, der indeholder 11 studieboliger på hver etage og et 29-etages højt tårn med Københavns højeste offentligt tilgængelige udkigssted.
Og med den nuværende mangel på studieboliger i hovedstaden, er det særligt smart, at man kan reducere byggetiden ved at bruge præfabrikerede modulopbyggede facader fra HSH Hansen A/S, hvori der allerede ved ankomsten på byggepladsen sidder stenuld, det fortæller Peter Johansen, som er konsulent hos stenuldsproducenten.
Denne facadeløsning giver en reduceret byggetid med op til 60 procent.
Peter Johansen
Kosulent, Rockwool
- Det giver fordele for både bygherre og håndværker. Det skyldes, at denne facadeløsning giver en reduceret byggetid med op til 60 procent, forårsager færre byggegener på pladsen, hvad angår støj og støv, og flytter timer fra byggepladsen til kontrollerede forhold. På den måde opnår man væsentligt kortere byggetid, og får hurtigt lukket byggeriet, så næste step i byggeprocessen kan gå i gang.
Højde stiller krav
Særligt byggeriets højde stiller krav til brandsikkerheden i byggeriet: Emner med stenuld er nødvendige, mener konsulenten.
- Højhuse som Nordbo skyder op flere steder i Danmark, og her er det vigtigt, at man tænker brandsikkerhed ind fra dag ét, som der er gjort her. Ved at der sidder brandsikker stenuld i facaderne, bliver de omkringliggende materialer beskyttet i tilfælde af brand, men stenulden bidrager også til at beskytte konstruktionen og begrænse brandens udvikling og spredning, siger Peter Johansen, og fortsætter:
- Byggematerialer reagerer forskelligt på høje temperaturer eller brandpåvirkning. Valget af stenuld i Nordbro betyder, at der sidder en isoleringsløsning, der kan modstå temperaturer over 1000 grader, og ikke producerer giftig røg. Og det kan i sidste ende være det, der giver beboerne afgørende ekstra tid til at slippe ud af bygningen, hvis der skulle opstå brand.
Det er Danica Pension, der står bag det nye byggeri, som skal lette presset på det Københavnske boligmarked.