Eks-borgmester skal udvikle boliger i hele Norden
Erhverv | Af Thøger Raun |
Nrep, der er et privat ejendomsinvesteringsselskab har netop ansat Jens Kramer Mikkelsen som direktør.
Der er ikke mange, som kan siges at have sat et aftryk på den danske hovedstad som Jens Kramer Mikkelsen.
Den afgående direktør for By & Havn har gennem årene har haft stor indflydelse på Københavns udseende, og det kan den 66-årige fortsat få i sin nye stilling - som udviklingsdirektør i Nrep, der er et privat investeringsselskab, som udelukkende gør i ejendomme.
- Ingen har som Jens Kramer Mikkelsen sat sit aftryk på udviklingen af København, og derfor er vi naturligvis begejstrede for, at han vil føre det arbejde videre hos Nrep, siger Rasmus Nørgaard, der har været med til at etablere investeringsvirksomheden, som lige nu forvalter ejendomme for fire milliarder euro, hvad der svarer til 30 milliarder kroner.
Vække visionen til live
Nrep er for tiden i gang på Københavns Nordhavn og mange andre steder i byen. Ifølge investorerne er man involveret i 16 procent af alle boligprojekter i hovedstaden. Men aktiviteterne er også store i de andre nordiske lande - i særdeleshed Helsinki i Finland. Jens Kramer Mikkelsen skal derfor til at udvide sit fokus. Og eks-borgmesteren glæder sig til at komme i gang med sit nye arbejde.
- Nrep er kendt for at være en innovativ ejendomsudvikler, -investor og -manager. De tænker langsigtet og i at skabe værdi for deres kunder og investorer såvel som det omkringliggende samfund. Jeg ser frem til at tage del i deres mange ambitiøse projekter og viderebringe mine erfaringer fra København til andre nordiske byer, udtaler han.
Rasmus Nørgaard er ikke i tvivl om, at Nrep kommer til at få gavn af sin nye medarbejder:
- Vores mission er at forbedre bygningsmassen, og her tror jeg, at Jens Kramer Mikkelsen kan bidrage i stor skala, lyder det.