Byggebranchen mangler miljømæssige grænser
Erhverv | Af Mathias Hansen |
Byggebranchen er en stor synder, når det kommer til drivhusgasser. JCSS ønsker faste rammer.
"Der er et presserende behov for at reducere byggebranchens drivhusgasser."
Citatet er konklusionen i den udmelding, Joint Committee on Structural Safety, JCSS, har udsendt. I udmeldingen står der blandt andet, at cirka 40 procent af drivhusgasserne kommer fra byggeri, mens vigtigheden af at reducere drivhusgasserne bliver påpeget.
Der er brug for strengere krav og nogle håndterbare rammer. Det siger formand for JCSS, Michael Faber.
- Byggeriet fortsætter, som om intet er hændt. Der er behov for, at der kommer nogle klare grænser for, hvor stor emissionen af drivhusgasser må være. Vi tror ikke på, at de frie markedskræfter kan håndtere det af sig selv. Byggeri har et meget produktorienteret fokus, og man skal fremover tænke miljø ind allerede i designprocessen. Det er den ikke lige nu, siger Michael Faber.
Brug for store ændringer
I Paris-aftalen fra 2015 har FN's medlemslande, på nær USA, i dag skrevet under på at begrænse udledningen af drivhusgasser. I 2020 skal reduceringen i EU-lande være på 20 procent i forhold til 1990, mens den i 2050 skal være på hele 80 procent. Noget, der ikke er muligt, hvis ikke byggeriets emission bliver kontrolleret bedre.
- Der er ikke nogen synlige ændringer netop nu. For eksempel står cementproduktionen alene for syv procent af verdens drivhusgasser. Og hvis vi skal leve op til Paris-aftalen, kan vi ikke lade byggeriet gå fri. Så kan det simpelthen ikke lade sig gøre at begrænse udledningen 80 procent mere. Igen er der en velvilje, men der er brug for faste rammer. Ellers ender det ude af kontrol, siger Michael Faber.
Det forventes, at klodens befolkningstal vil stige med over en milliard inden 2030, hvilket også har en indflydelse.
- Der er den simple ting, at vi bliver flere og flere mennesker. Det har også skabt en eksplosion i byggematerialer. I 2030 vil bolig- og kontorbyggeriet være fordoblet. Hvis vi skal nå i mål med Paris-aftalen skal der ske noget radikalt, siger Michael Faber.
Det indvendige skal ændres
Ifølge JCSS kommer cirka 20 procent af emissionen fra opvarmning og afkøling af bygninger, og det er det, man i Danmark skal gøre noget ved, mener direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.
- Vi skal primært se på energiforbruget i bygningerne når det handler om at reducere CO2-udledningen. Det er i bygningens levetid, det store energiforbrug finder sted, siger Michael H. Nielsen. Han fortsætter:
- Vi har i dag cirka 220.000 oliefyrsopvarmede boliger. Vi skal begynde at kigge på alle de individuelt opvarmede boliger, og hvordan de i fremtiden kan blive energiforsynet med grøn energi via det kollektive forsyningssystem eller individuelle løsninger som for eksempel varmepumper.