Hjertet kan klare både vand og tørke
Arkitektur | Af Thøger Raun |
Arkitekterne hos C.F. Møller har tænkt klimasikring ind i Ikasts nye organiske multihus; Hjertet.
8. september bliver en festdag i Ikast.
Her står det nye multihus; Hjertet, klar til indvielse. Til en samlet pris på 81 millioner kroner har arkitekterne fra C.F. Møller også tænkt langsigtet. Huset skal være et levende element i byen, derfor har man bygget i et levende materiale: Træ.
Men bygningen skal også gerne leve længe, uagtet at klimaet måske ændrer sig undervejs, forklarer arkitekt ved C.F. Møller Julian Weyer, så det har man også arbejdet med.
- Det er et hus, der skal være med til at binde Ikast sammen på organisk vis. Derfor skulle det også gerne stå i mange år, siger han og uddyber:
- I forhold til levetiden har vi især været nødt til at fokusere på vandspejlet i området. Det ligger utroligt højt, så der har vi skullet tænke lidt kreativt, siger han.
Fyrretræ og rengvandsopsamling
Arkitekten viser rundt - og man kan se, hvordan der stadig står vand i ankelhøjde i to jævnt store pytter.
Tørken har indskrænket størrelsen, fortæller Julian Weyer, men har ikke kunnet få dem til at forsvinde. Netop derfor er det nødvendigt at integrere klimasikringen i byggeriet.
- Vi har sørget for at grunden drænes hensigtsmæssigt, så Hjertet ikke lige pludselig flyder væk. Det er en meget sumpet grund, vi har bygget på, siger arkitekten.
Naturen gå går også igen i den træbeklædte facade. Materialet: Varmebehandlet fyretræ, som kan holde de næste mange år uden at belaste eller koste så meget som ædeltræ - selv til den tørke, som lige nu er i gang med at suge fugten ud af mange andre bygninger landet over.
- Vi har tænkt i bæredygtighed. Varmebehandlet fyr kan holde op mod 50 år, det er bæredygtigt, og det får bygningen til at se levende ud, siger Julian Weyer.
Multihus for alle
Men det er ikke kun de udendørs elementer, hvor C.F. Møller har tænkt ud af boksen.
Hjertets formål - at binde byen sammen med den Internationale Skole, har man også forsøgt at løse på kreativ manér.
- Vi har set på, hvad der ikke blev tilbudt i Ikast. Blandt andet har der ikke tidligere været gode muligheder for at dyrke streetsport som basket og skating, så det har vi bygget ind i huset, forklarer Julian Weyer.
Desuden har en særlig afdeling hos kommunen også valgt at have base i Hjertet fremover. Nemlig Ungevejledningen. Kombinationen er værdsat af arkitekten.
- Med sport, aktiviteter, ungerådgivning og skole i ét, bliver det et levende hus, siger han.
Løfter i flok
Der er dog ikke nogen enkelt institution, som kan tage hele æren for tilblivelsen af Hjertet.
Uden den Internationale Skole var projektet ikke kommet i gang. Men uden virksomheden Bestseller, fondene Realdania og Lokale- og Anlægsfonden foruden kommunen, havde der ikke været penge til byggeriet.
- For Ikast-Brande Kommunes mange større virksomheder Bestseller og Siemens med flere, er den Internationale Skole og andre af byens tilbud de parametre, som kan lokke kvalficeret udenlandsk arbejdskraft til området, derfor står vi i dag med et unikt byggeri, siger Julian Weyer.