Gebyrstigning skaber mere gennemsigtighed
Politik | Af Thøger Raun |
Dansk Industri anerkender myndighedernes behov for en ny afregningsmetode på GDV-godkendelser.
Det hører til sjældenhederne, at DI er tilfredse med en estimeret afgiftsforhøjelse på en million kroner.
Men det er ikke desto mindre tilfældet, når det kommer til gebyret for GDV-godkendelser, som blev lavet om for godt en måned siden. Dog er det ikke stigningen som sådan, der appellerer, men i stedet er det den medfølgende gennemsigtighed, mener Jakob Orbesen, som er konsulent hos DI-Byg.
- Det er vores opfattelse at ændringen bliver en fordel for branchen. Nu bliver det nemmere for virksomhederne at se, hvad de betaler for, hvor lang sagsbehandlingstiden forventes at blive, inden de går i gang med ansøgningsprocessen, samt hvad det kræver at komme igennem nåleøjet med et nyt produkt.
For DI-Byg er det vigtigt, at udgiften til en godkendelse afspejler de reelle omkostninger. Med en timepris på 950 kroner i timen - styrelsen selv skønner, at det fremover vil koste ansøgerne en million kroner yderligere i omkostninger.
For godt drikkevand
Hensigten bag GDV - eller "Godkendelsesordningen for byggematerialer godkendt til drikkevand", som den også hedder, er at armaturer og rør med videre holder en standard, der ikke påvirker drikkevandskvaliteten i sundhedsskadelig retning. Tidligere har et af problemerne ved ordningen dog været længden af sagsbehandlingstiden, men den regner Jakob Orbesen med, bliver mindre, som den nye ordning kommer på plads.
- Det har været svært at vide, hvornår godkendelsen kunne udstedes. Vi forventer dog, at gebyrændringen byder på et fald i sagsbehandlingstiden og dermed bedre service for virksomhederne, siger han.
Iværksættere ikke udsatte
Når gebyret stiger på godkendelserne, fristes man til at tro, at det kunne påvirke mindre virksomheder, der ikke har den fornødne kapital endsige den fornødne erfaring med at få godkendt sine produkter.
Men det bekymrer ikke Jakob Orbesen. Han understreger, at hovedparten af markedet for byggematerialer, er for de mere etablerede virksomheder, og for dem er gebyrændringen gode nyheder.
- Gebyret vil falde for de virksomheder, der har styr på dokumentationen, siger han og understreger, at man fremover kommer til at betale for den ydelse man får. Han har dog et enkelt godt råd til Ole Opfinder, som er kommet op med et nyt filter til vandhanen.
- Han skal have styr på sin dokumentation, og det kan han blandt andet få, ved at benytte mulighederne for at få vejleding hos myndighederne, inden han går i gang med at søge. Den mulighed forventer vi nemlig også bliver bedre fremadrettet, siger konsulenten.