Fasangården restaureres fra top til tå
Byggeri | Af Mathias Hansen |
For tiden gennemgår den tidligere embedsbolig Fasangården en stor restaurering, som igen skal få bygningens historie frem
Fasangården er for tiden omdækket af stilladser og plastic. Bygningen er nemlig ved at blive restaureret, så den igen kan genskabes som den embedsbolig, den tidligere har været.
Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der står bag restaureringen, og projektleder og arkitekt, Sidsel Tuxen, forudser, at der er masser af historie inde bag de yderste vægge.
Bag gipsplader har vi fundet op til 16 lag tapeter, hvor det inderste lag kan dateres helt tilbage til bygningens oprindelse i det 17. århundrede.
Arkitekt Sidsel Tuxen
Slots- og Kulturstyrelsen
- Fasangården er et ret fantastisk bygningsanlæg midt i Frederiksberg Have, der rummer et hav af gemte historier i både vægge og gulve. Bag gipsplader har vi fundet op til 16 lag tapeter, hvor det inderste lag kan dateres helt tilbage til bygningens oprindelse i det 17. århundrede. Der er overraskende mange intakte bevaringsværdier i huset, som vi nu sikrer for eftertiden og gør tilgængelige for offentligheden, så alle kan opleve den spændende bygningshistorie, Fasangården rummer, siger Sidsel Tuxen til Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.
Hjemsted for velkendte beboere
Fasangården blev bygget i 1682 og var bolig til kongens fasanmester, der i al sin ordlyd var ansat til et opdrætte fasaner. Senere har digteren og forfatteren Adam Oehlensläger boet der, mens også videnskabsmanden Hans Christian Ørsted fik den tilbudt som æresbolig. Han omkom dog, før han nåede at bo der.
- Fasangården har haft en omskiftelig tilværelse med mange forskellige beboere. Egentlig er hovedbygningen en fin klassicistisk perle, der står overfor den mere ydmyge og praktiske staldbygning, og på den måde vidner stedet om en udvikling fra det oprindelige fasaneri i 1682 frem til den fornemme embedsbolig fra 1828. Fasangården fortæller også om Frederiksberg Haves ombygning fra barokhave til romantisk anlæg i slut 1700-tallet. Og godt nok fik bygningerne lov til at bestå, men de blev gemt væk bag træer og buske i sin egen have i Frederiksberg Have. På den måde fremstod Fasangården som en selvstændig enklave ude af kontekst med sine omgivelser, siger Sidsel Tuxen.
Det forventes, at restaureringen er færdig i slutningen af 2019. Herefter er planen, at den skal forpagtes som restaurant.