Regeringen planlægger ny terminal til krydstogtskibe
Politik | Af Thøger Raun |
Antallet af udenlandske krydstogtgæster i Danmark har rundet 1 million om året. Politikere vil gerne hjælpe flere til København.
Kinesere, canadiere, japanere og amerikanere med mere.
Antallet af nationaliteter, der hvert år strømmer i land fra de store krydstogtskibe, er kun gået en vej de seneste mange år. Opad. Og står det til regeringen, skal den tendens fortsætte. Derfor har Transport-, Bygnings- og Boligministeriet fremsat et forslag, der skal bane vejen for en fjerde krydstogtterminal i Københavns ydre Norhavn. Det er selskabet By & Havn, som ejer placeringen på den ydre Nordhavn. Og her ventes terminalbygningen opført i to-etager med en højde på op til 25 meter. Man forventer, at bygningen vil dække et areal på cirka 5.000 kvadratmeter svarende til godt 10.000 etagemeter.
Mere plads til boliger
Udviklingsselskabet By & Havn I/S fik i 2011 lov til at opfylde et areal i Ydre Nordhavn på cirka 100 hektar. Det er den plads, der nu skal omfordeles. Blandt andet til den nye terminalbygning. Men der er også et håb om en yderligere byudvidelse i lovforslaget.
Bliver loven vedtaget, vil der nemlig blive frigjort plads ud mod de eksisterende krydstogtterminaler. Arealet udgør 7,5 hektar af de 100 svarende til 75.000 kvadratmeter. Håbet? - at det vil indgå i den generelle byudvikling af Nordhavn med en blanding af bolig og erhverv under hensyntagen til havnedriften, skriver ministeriet i lovforslaget.
Miljøet lider ikke under flere turister
Til trods for flere ankomsten af flere skibe, vurderes udvidelsen at få en begrænset miljømæssig effekt, idet der alene er tale om en mindre ændring af den arealmæssige anvendelse. Det oprindeligt forudsatte aktivitetsniveau i Ydre Nordhavn er uændret, påpeger lovgiverne. Den øgede trafik til og fra krydstogtsterminalen vurderes ligeledes som begrænset. Det bliver understøttet af den kommende Nordhavnstunnel, som medvirker til en kortere afstand mellem havneterminalen og motorvejsnettet.
Der er første høringsfrist på loven 8. august.