MT Højgaard skal bygge røntgenklinik
Byggeri | Af Emil Filtenborg |
Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital bliver opgraderet med i alt 750 nye kvadratmeter, der skal rumme en ny modtagelse og en midlertidig røntgenklinik med det astronomiske tilnavn MARS.
Satellitter og planeter er normalt ikke noget, man forbinder med en tur på hospitalet. Men på Bispebjerg Hospital kan patienterne snart komme en tur til MARS (Midlertidig Akut- og Røntgen-Satellit), hvis de besøger akutmodtagelsen.
Som en del af byggeriet af det nye hospital på Bispebjerg opføres en midlertidig bygning i forbindelse med Akutmodtagelsen. Den skal sikre, at akutte patienter fremover nemmere kan få foretaget røntgenundersøgelser og dermed hurtigere stillet en diagnose. Totalentreprisen er netop blevet tildelt M.T. Højgaard, og byggeriet går i gang i løbet af efteråret 2018.
Det skriver Nyt Bispebjerg Hospital i en pressemeddelelse.
Bygges i faser
Det nye akuthus på Bispebjerg bliver bygget i flere faser. På grund af den begrænsede plads på hospitalsgrunden er det nødvendigt skiftevis at rive ned og bygge nyt for at få plads til Nyt Hospital Bispebjerg.
En af de bygninger, der først skal rives ned, er nordenden af bygning 7, der i dag huser operationsgang og røntgenafdelingen. Disse funktioner skal som de første flyttes ind i Nordblokken, som er den første del af akuthuset, der bliver bygget. Nordblokken kan allerede tages i brug i 2021.
Den nye Akutmodtagelse i akuthuset er dog først klar til at modtage patienter omkring 2023, så i den mellemliggende periode kan man få scannet hovedet eller røntgenfotograferet benet i den nye MARS - frem for at skulle sendes 500 meter gennem en tunnel til den store nye røntgenafdeling. Det nedsætter ventetiden for patienterne og gavner samarbejdet på tværs af afdelingerne.
-Noget af det, der gør vores byggeri udfordrende, er at vi bygger på et hospital i fuld drift. Igangsættelsen af MARS betyder, at vi kan aflaste sygehusdriften ved at flytte patienterne om på den anden side af bygningen. På den måde skaber vi ro omkring patienternes oplevelse af besøget på hospitalet, siger byggechef Michael Southcott fra Nyt Hospital Bispebjerg.