Der bør bygges mere i træ, mener forsker
Byggeri | Af Anders Melchiorsen |
Træ har positive effekter for klimaet, men Danmark er bagud med træbyggeri i forhold til nabolande, lyder det fra forsker.
I Danmark bliver der generelt bygget meget færre huse i træ, når det sammenlignes med de andre nordiske lande. Men sådan behøver det ikke at være, lyder meldingen fra Michael Koch, der er direktør i Træinformation, der er træbranchens viden- og informationscenter. Det skriver tv2.dk.
- I Sverige er 92 procent af enfamilieshuse og rækkehuse lavet af træ, og man har desuden en målsætning om, at 20 procent af alle etageejendomme i 2020 skal være af træ. Herhjemme ligger vi cirka på otte procent. Så der er et stykke vej, siger Michael Koch.
Vi har en meget stor udfordring med klimagasudledninger og især CO2. Fem procent af de globale udledninger af CO2 kommer fra cement.
Jørgen E. Olesen - klimaforsker ved Aarhus Universitet
Læs også: Træbyggeri går udenom Danmark
Forsker er enig
Flere lande bygger højt i træ, og Østrig, Frankrig og Canada har skrevet regler ind i bygningsreglementerne, som skal fremme brugen af træ. I Japan er der planer om at at bygge en 350 meter høj skyskraber, der skal stå klar i 2041, og vil være bygget i 90 procent træ.
Selvom bygningerne ikk behøver at være så høje herhjemme, mener klimaforsker ved Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen, at der god grund til at gøre de andre lande kunsten efter, når det handler om at bygge i træ.
- Vi har en meget stor udfordring med klimagasudledninger og især CO2. Fem procent af de globale udledninger af CO2 kommer fra cement. Og hvis vi skal nå at reducere ned, så vi kan nå to graders-målet, skal vi ikke kun reducere udledninger. Vi skal også opsuge CO2 fra atmosfæren. Og det kan vi gøre med træ, fordi det lagrer kulstof, siger han til tv2.
Læs også: Træ har oversete klimaeffekter
Travlhed og træ
Ifølge ham, er det vigtigt at fokusere på træ som byggemateriale i disse tider, hvor danskerne har travlt med at bygge nye boliger.
- Det er vigtigt, fordi der er byggeboom alle vegne. Og vi skal i gang med den grønne omstilling. Og jeg vil jo vurdere, at det i virkeligheden er vigtigere at få træ ind i byggeriet, snarere end at bruge vores træ til at erstatte kul, siger Jørgen E. Olesen.